Superwoman

Superwoman - det er mig! Idag er det nemlig mig - mig helt alene - der har afleveret Ida i vuggestuen. Og jeg gjorde det uden at blive ked af det. OK, næsten så. Men da klumpen i halsen nærmede sig, skubbede jeg den væk. Jeg vil jo gerne give både Ida og mig selv en god oplevelse med at aflevere.

Ida var straks klar til at gå på legepladsen, hvor hun legede med sand med en af de voksne, som er kommet tilbage fra ferie. Når man bare ser Ida gå ind i det hele, kan man ikke se, at hun er helt ny udi kunsten at være i vuggestue.

Da jeg sagde farvel, var hun alt for optaget af sand-legen til nærmest at ænse mig, men da jeg kaldte på hende og vinkede, gik hun efter mig. Hun græd ikke, og en af de voksne nuppede hende kærligt, og hjalp hende videre i en leg. Det var dejligt at se. Stod lige lidt indenfor og lurede, inden jeg gik, og så min dejlige Ida lege videre. Hvor var det rart at se. Og hvor er det rart at opleve de voksne helt anderledes, end jeg gjorde det i sidste uge. Det virker til, at der er mere overskud nu, hvilket betyder så meget for mig.

I det hele taget gik jeg derfra og var glad. Dét er store sager!

Og så har jeg gået og små-grinet for mig selv på vej hjem. Jeg kunne slet ikke få billedet ud af hovedet af døren, der bliver åbnet ud til legepladsen, og hvem er den første der løber ud af døren i fulde fart med flere børn efter sig? Min Ida! Hi hi :o)