Idag er Ida hjemme fra vuggestuen. Hun er meget snottet, lidt pjevs, hoster og sover med mange opvågninger. Heldigvis er Thomas og jeg jo begge hjemme for tiden, så der er intet problem i at holde Ida hjemme, til hun er helt ovenpå igen. Jeg mener, det bedste er, hvis man kan give sit barn en dag, hvor det er helt frisk, inden man igen sender barnet i institution.
Men vi snakker da også om, hvordan det vil blive, når vi begge (suk) går på arbejde igen, om hvordan man så klarer den. For det skal man jo, og det gør man jo også. Men udfordrende kan det vel godt blive, kunne vi forestille os. Kun én barns sygedag pr. næse - jamen, hvad så, når Ida ligger med skoldkopper i 10 dage? Eller der kommer forkølelse på forkølelse på forkølelse? Eller hun bare er skidt-mads og har brug for at være hjemme? Og man allerhelst selv vil være hos sit barn, når det ikke er frisk?
Men selvfølgelig finder vi ud af, det gør alle andre jo. Vi har bare indtil nu været så priviligerede, at det ikke har været noget problem.
1 kommentar:
God bedring til jeres lille snottenottenæse fra mig med min der også småsnotter lidt. KH Pia
Send en kommentar