10 marts 2011

Ud i den virkelige verden

Ja, så så man lige mig få et job!!

Jeg har søgt i et børnehus, knap ti minutter herfra, hvor de har to ledige stillinger, en i en vuggestuegruppe og en i en børnehave-gruppe. Det er et lille hus, kun én vuggestuegruppe og to børnehavegrupper, og det tiltaler mig, at stedet ikke er større. Begge stillinger er på 30 timer om ugen, hvilket er lidt mere, end jeg nok havde håbet på, men sådan ser verden altså ud for os lige nu.

Jeg var til samtale igår eftermiddags og fik at vide, at de ville kontakte mig fredag med deres beslutning. Og så ringede de allerede idag! Ret dejligt at jeg ikke skulle vente til imorgen. Jeg er træt af at vente. Træt af at vente på en interessant stilling. Træt af at vente på, om de melder tilbage. Træt af at vente på at komme til en evt. samtle. Og træt af at vente på svar efter samtalen.

Men det er slut nu. Og det er også slut med at være i kløerne på både Jobcenter og A-kasse, og dét passer mig godt.

Jeg har egentlig hele tiden søgt stillinger i børnehaver, da jeg havde lyst til at prøve noget andet end vuggestue. men nu er jeg i tvivl. Måske kunne jeg alligevel godt tænke mig at være i vuggestue igen. Så jeg har stillet mig åben overfor begge dele og sagt, at de må placere mig, hvor de synes. Jeg ved ikke helt, om jeg måske selv trækker en bestemt retning lige nu. I hvert fald skal jeg på mandag snakke med lederen om, hvor i huset jeg skal være. Hvad betyder det så, tænker jeg. Mon de har besluttet det for mig, eller måske har jeg selv noget at skulle have sagt i den forbindelse. Det bliver lidt spændende.

Det, jeg tænker mest på og bekymrer om lige nu, er, hvordan vores hverdag kommer til at hænge sammen, når jeg skal ud i verden igen. Jeg har gennem hele Idas vuggestue- og børnehaveliv haft en fridag med hende om ugen, og det ville jeg så frygteligt gerne med Klara også. Men med 30 timer kan det så blive nogle lange dage. Det, jeg håber er, at jeg kan få fri feks. hver anden fredag, så kan Thomas og jeg skiftes til at give hende en ugentlig fridag. Altså, jeg ved jo godt, hun ikke dør af at være i vuggestue alle ugens dage, men det ville være så dejligt for hende og for os med en dag til frihed og samvær. Nu må vi se. Ellers skulle 30 timer om ugen kunne give nogle ikke for lange dage, og så håber jeg bare, at arbejdstiderne ligger fornuftigt. Det SKAL de! Men alt det får jeg måske lidt mere afklaring på på mandag.

Lige nu er jeg bare glad for at være ansat et sted, hvor de virkede meget søde. Jeg har en god fornemmelse af stedet, så det kan bare komme an! Jeg er i hvert fald glad lige nu.

1 kommentar:

Ann-Therese Arstorp sagde ...

Tillykke med jobbet! Jeg er sikker på at I nok skal finde formen i hverdagen. Når man ligesom skal så gør man det også tænker jeg. Så er det sådan det må være, hvis man kan leve med det. Jeg kan godt.
Knus
A-T