Med armene oppe

Det er utroligt, hvad der kan ske, når man sådan begynder i mini-sfo.

"I skal ikke hjælpe mig, kun hvis jeg beder om det."

"Jeg kan selv lyne min frakke!" (hvilken ellers har voldt mange kvaler pga. længden)

"Jeg har rutchet på en store rutchebane idag! Mange gange!" (rutchebaner = stor skræk)

Og Ida har altså kun været mini-sfo-barn i tre dage indtil videre. Hvad skal det dog ikke ende med??

Hun er glad, synes alt det nye er så sjovt og spændende. Hun glæder sig til de ting, de skal lave i mini-sfo, og er bare i det hele taget glad for at være der. Lidt træthed begynder også at melde sig nu, men det er jo kun naturligt.

Jeg selv er ærligt talt overrasket over, hvor imødekommende, synlige og tilgængelige de voksne i både mini-sfo'en og sfo'en er. Jeg havde forestillet mig, at med så mange børn og så relativt få voksne samlet på ét sted, ville det være svært at få en voksen i tale. Den forestilling er heldigvis blevet gjort til skamme. Selvfølgelig er der ikke den samme kontakt med de voksne om hvert enkelt barn, men så er det jo godt, at børnene efterhånden er så store, at de selv kan give et - mere eller mindre fyldest-gørende - resume af deres dag.

Og jeg glæder mig hver dag til at høre om Idas dag. Hvad hun har lavet, hvem hun har lavet det sammen med, og hvad hun har syntes om det. Heldigvis er Ida ikke så ramt af hukommelsestab som følge af de mange, mange nye indtryk, så vi får et meget godt indtryk af hendes oplevelser.

Hun er glad. Og så er jeg glad.