Lige op over

Så er det godt nok ved at være op over, at jeg ikke længere skal være hjemme. Gid jeg skulle, men sådan hænger verden ikke sammen for os.

Når det er sagt, er jeg overraskende ok med at skulle ud at arbejde igen. Ikke sådan, at jeg synes, det bliver dejligt, eller at jeg virkelig føler, jeg trænger til at komme ud i verden igen, men det er ok. Og det er stort for mig.

Jeg har valgt at prioritere min denne sidste uge, så der har været både mig-tid og børne-tid. Mandag var min dag. Jeg sad i sofaen med tæppe på i godt fire timer og læste i en god bog. Helt stille var der i huset. Solen skinnede ind i ad vinduerne. Der var sådan en velsignet ro i hus, krop og sjæl.

Tirsdag var Klara-dag, idag har været Ida-dag, og imorgen er det mig-dag igen. Uh, jeg har glædet mig til endnu en dag af luksus-slagsen. Hvor jeg vælger det praktiske fra og kun laver det, jeg ikke får mulighed for på samme måde i det næste stykke tid. Mig alene-tid med fuldstændig ro i huset og mulighed for at lave ingenting i stilheden, uden at nogen har brug for mig.

Så var det jo så lige, at min nye leder spurgte, om jeg ikke lige kunne komme forbi imorgen et par timer. Bare lige for at snakke lidt med den pædagog, jeg skal være på stue med. Fredag, hvor jeg begynder på arbejdet, bliver nemlig noget travl, med tre nye pædagoger i huset samt to nye børn på den stue, hvor jeg skal være, så de syntes, det kunne være rart lige at blive introduceret.

Hvad siger man så? Man siger ikke rigtigt nej, synes jeg. For jeg skal jo reelt ikke noget. Så jeg aftalte med dem, at jeg kommer derned imorgen formiddag, og regner så med at have timerne over middag til mig selv. Lidt skår sætter det dog i glæden, for imorgen var jo min - og min sidste - dag til mig.

På den anden side er det måske også meget rart at komme forbi og få taget brodden af alt det nye uden at skulle være på arbejde. Jeg får set dem og huset, de får set mig, og jeg får lidt af de praktiske detaljer på plads. Det er i virkeligheden nok slet ikke så skidt.

Foberedt er jeg ellers på denne jobstart. Jeg har været i mail-kontakt med min nye leder op til flere gange, jeg har fået arbejdstider, og jeg har gjort mig klar mentalt og praktisk. Lige nu står der endda dej til klidboller til hævning i kæleskabet, så jeg kan få ordentlig frokost med på fredag. Jeg tror, jeg har styr på det.

Og jeg er ikke engang hverken nervøs eller ked af det. Meget mærkeligt. Men godt, fordi det gør tingene så meget nemmere. Så jeg holder fast i følelsen og forsøger at fokusere på de gode ting.