30 december 2011

Juledag

Juledag skete der ikke så meget - og det var helt med vilje. De foregående dage havde været fyldt med en masse, så nu måtte et pusterum til, inden vi begav os mod Den Store Julefrokost, som altid løber af stablen 2. juledag.

Så morgenmaden blev indtaget sent. Nattøjet forblev længe på pigerne. Der var lov til det meste. En lille julefilm blev set. Småkager blev indtaget.

Og så blev der leget.

Klara brugte især meget tid på sit nye kasseapparat - klassikeren fra Fisher Price, der aldrig går af mode (og aldrig går i stykker!):

Ida fik et par længe øsnkede rulleskøjter. Jeg tror, tidspunktet var det helt rigtige for hende, for hun fik meget hurtigt greb om teknikken. Jeg tror ikke, hun havde været hverken så modig eller så hurtig til at lære det, hvis hun havde fået rulleskøjterne feks. sidste jul.

Her er rulleskøjterne lige kommet på, og koncentrationen er til at tage at føle på:

Ida rullede hele dagen. Rullede og rullede. Og rullede så lidt mere. Men der skete også en tydelig forbedring på bare den ene dag. Hun har øvet sig meget siden juledag, og indtil videre kun indendørs, og idag, d. 5/1, kører hun på den helt rigtige måde for at bevæge sig fremad, hun kan dreje, komme omkring forhindringer, og hun forsøger sig med at køre baglæns! Jeg har fundet mine rulleskøjter på loftet, så om ikke længe skal vi ud at gøre vejen usikker sammen. Det bliver sjovt!

Klara fik, blandt en masse andet selvfølgelig, sit første spil. Et helt simpelt brætspil med illustrationer af Dick Bruna, som jeg husker fra min egen barndom. Spillet hedder Kulørte Balloner, og det handler om, at man skal slå med en farve-terning, og den farve man slår, skal man tage en brik i samme farve og lægge på ballonen med samme farve på sin spilleplade. Den der først har pladen fuld, har vist vundet, men det er jeg ikke gået så højt op i. Processen er meget sjovere: At slå med terningen, vente på sin tur, benævne farverne, finde brikken og ligge den på spillepladen.

Klara var meget optaget af spillet og dygtig til at forstå det hele. Så kvik var hun, at hun i tredje spil mente, at hun kunne nøjes med at vende terningen til den ønskede farve, i stedet med at spilde tid på at slå med den og vente på, at den rigtige farve dukkede op! Tsk, tsk. Men jo i virkeligheden godt nok tænkt, da hun jo evnede at overskue hvilke brikker, hun manglede på pladen, og gennemskue, hvordan hun hurtigst og nemmest kom i besiddelse af disse brikker.

Og det var så den juledag. Lige så skøn og rolig, som den slags skal være.

Ingen kommentarer: