04 december 2011

DS for to

Forleden aften var der lidt DS-hygge for to i Idas seng lige inden sovetid. Så hyggeligt det var, at de to lå der sammen, med ansigterne oplyst af DS'en og helt optagede af det, der foregik på skærmen.

Klara er meget interesseret i Idas DS, og hun vil meget gerne spille på den. Hun kan nok ikke helt styre den endnu, tror jeg - siger jeg uden at vide det, for jeg har faktisk ikke forsøgt mig med den sammen med hende. Til gengæld har hun ret godt styr på Thomas' iPhone, og også bibliotekets pc med et Pixeline-spil kan hun styre. Jeg er fascineret af, hvor tidligt børn får en forståelse for disse medier, og jeg tænker på, hvor naturlig en del af børns verden computere, internet, mobiltelefoner og hvad ved jeg, er, og hvor stor deres verden er. Ikke som da jeg var barn, og jeg gik til MASKINSKRIVNING - ja, på ægte, gammeldags skrivemaskiner! I 8. klasse eller sådan noget! - og en mobiltelefon var et stort set ukendt fænomen. For slet ikke at tale om computere. Det vildeste, da jeg var lille, var at nogle havde et bib-bib-spil (jamen, hed de ikke bare det?) med Donkey Kong! Verden har virkelig forandret sig. Og jeg siger på ingen måde, at verden var bedre, dengang jeg var barn, for det er da fantastisk og fascinerende, som verden forandrer sig. Og hurra for den fagre nye verden, siger jeg!

Ingen kommentarer: