13 december 2011

Adventssøndag

3. søndag i advent spillede på alle jule-tangenter hos os.

Om lørdagen havde vi hentet årets juletræ (og må jeg her bemærke, at vi for første gang nogensinde købte det første træ, vi så, fordi det var pænt - og det er så smukt et træ også herhjemme i stuen!), så efter at grantanten havde stået inde og ladet grenene falde på plads over natten, måtte hun stadses ud om søndagen.

Vi fandt kassen med juletræspynt frem, og Ida og Klara pyntede træet med kugler og æbler i guld og rødt.

Man kan måske synes, det er lige vel tidligt, vi tager juletræet ind, men jeg synes bare, at julen er så kort, så vi kan lige så godt nyde træet i lang tid.

Smukt er det. Jeg ved ikke meget dejligere end sådan et juletræ, der står med lys og pynt. Det giver mig på en eller anden mærkværdig måde sådan en ro.
Her er juletræet imorges, mens det stadig var buldermørkt udenfor (= alt, alt, ALT for tidligt at være oppe!).


Nåmen, det var den adventssøndag. Vi fik også bagt lidt - om formiddagen bagte Ida og jeg honninghjerter...

... og om eftermiddagen bagte Klara og jeg brunkager.

Dette julebag - samt klejner fra bageren - kunne vores gæster nyde godt af senere på dagen. Ida havde en veninde på besøg, og Idas og Klaras "farmor" kom forbi. Så tændte vi lys i adventskransen, snakkede og smovsede i julebag. Dét var noget af en dejlig adventssøndag.

Og da så mandag morgen kom, kunne jeg slet ikke få givet slip på pigerne, og jeg var ked af at skulle afsted en lang, lang dag. Men sådan er det jo med det gode - det smager af mere.

Ingen kommentarer: