Så blev det pludselig lillejuleaftensdag. Klokken er 7.40, jeg er på vej i bad. Mand og mus ligger i sengen og ser morgen-fjernsyn. Det er mørkt udenfor, og i stuen lyser juletræet hyggeligt op. Her er en stemning af ro.
Jeg havde sidste arbejdsdag inden ferien - og for i år - igår. Ferie er mere end tiltrængt. De sidste dage har jeg været helt ubeskriveligt træt, og i nat har jeg sovet ni timer. Jeg håber, trætheden fortager sig, så jeg er frisk til de næste dage. Lige nu føler jeg mig egentlig lidt underligt svimmel.
Dagen idag byder på meget få planer. Vi har et par ruller brunkagedej i køleskabet, der skal forvandles til kager. Ida og jeg skal lave lidt konfekt og ud at gå en lillejuleaftenstur. Og så er der en julefilm, vi skal se sammen. Det er lige til at overkomme.
Så nu vil jeg smutte i bad, og bagefter sætte boller på morgenbordet til mine yndlings.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar