Min første arbejdsdag var en blandet fornøjelse. Formiddagen var svær, og jeg måtte flere gange anstrenge mig for at holde tårerne tilbage. Synes bare, hende jeg arbejder sammen med er alt for hård ved børnene og mangler indlevelse. Og så føles det meget mærkeligt, at være alt det for nogle fremmede børn, som jeg hellere vil give til Ida.
Eftermiddagen gik bedre. Faktisk var stemningen på stuen så god, at en farmor kommenterede den gode stemning, at hendes barnebarn virkede glad, og at han stik mod vanen ikke ville med hjem!? Altså, håber da også at han er både glad og tryg ellers??
Jeg er helt bevidst om, at jeg ikke er et særligt omstillingsparat menneske. Ændringer tager tid for mig at vænne mig til, og derfor er det ekstra svært at synes, det her er sjovt. Jeg ved også godt, at jeg kun har været på arbejde én dag, og at jeg får det bedre, som dagene går. Men lige nu er det svært, og jeg tænker tusind tanker.
2 kommentarer:
Hvordan mon egt. du så tackler hedes hårde måde? (hende jeg nu i mit hoved kalder den onde kollega ;-) Altså... kan I snakke om metoden I klarer børnene på? Eller skal du tøffe efter som det tynde øl fordi du er ny mon? Ja for nu jeg tænker ovr det... I kan vel heller ikke begynde at diskutere pædagogik foran børnene...? Hm.. svært!
Jeg har tænkt en del på dig... var nødt til lige at overveje hvad jeg ville sige til dig.
Jeg synes jo som princip at man skal kunne lide sit arbejde, fordi det fylder så meget af ens liv. Men nu ved jeg jo ikke om din reaktion (med tårerne meget tæt på) mest handler om at du skal vænne dig til det, eller om det virkelig blot er udtryk for at du slet ikke trives med jobbet.
Mit princip er opstået efter at stort set alle 6 år som lærer var en pinsel! Bare noget jeg ikke trivedes med, og hvor frikvarterene var vidunderlige og klokken der ringede var den værste lyd! Jeg sætter det lidt på spidsen, for så slemt var det jo ikke hele tiden, men jeg var bare ikke glad for jobbet. Og fordi jeg nu elsker hvert et minut af studie og arbejde.
Derfor synes jeg nu, at det da næsten er en menneskeret.
Så altså... jeg ved ikke om min kommentar kan bruges til andet end at tude over, men det er hvad jeg tænker om dit indlæg.
Knus
A-T
Send en kommentar