Idag var Ida og jeg til lægen for at få kigget på Idas eksem.
Eksemen opstod for en god uges tid siden, men er inden for de sidste dage blevet ret slemt. Det startede som udslæt på størrelse med en 2-krone 3-4 forskellige steder indenfor ble-området. Men indenfor de sidste dage har det bredt sig, så det nu når ned til knæene og op langs siden af maven, og det er også dukket op oppe under armen i den ene side (ikke i armhulen). Og det klør nu - meget. Så meget, at Ida ikke kunne sove fra det i nat, og insisterede på at få creme på. Mens jeg smurte hende, faldt hun i søvn, så det må have lindret hendes kløe, den stakkel.
Lægen kiggede på sagerne, men da hun er lægestuderende, ville hun gerne have en af de faste læger til også at se på Ida, for at være helt sikker. Han kiggede på det, tog Ida på skødet, kiggede hende i ansigtet, hvor hun ikke er slået ud, og sagde "ja, det er atopisk dermatit, altså børneeksem". Udslættet var nok til, at han kunne se det, men da han så på Idas øjenomgivelser, var han sikker. Ida har en såkaldt Morgan fure under begge øjne, hvilket er tegn på den type hud, som typisk udvikler børneeksem. Tænk engang! Desuden kan man se det på hænderne: Hvis furerne i hænderne er dybe (og det er Idas), er det også et tegn.
Så nu har vi fået hormoncreme at smøre eksemen med, og har fået vejledning om, hvordan vi forholder os til Idas hud fremover: Ikke for varme bade (varmt vand irriterrer huden), Ida skal smøres i fed creme to gange dagligt, både sommer og vinter, men især er det vigtigt om vinteren, pga. den tørre luft, og hun må gerne få lidt olie i sit badevand.
Jeg er lidt ked af det på Idas vegne. Ida har ellers altid haft en nem hud, det eneste har været, at hun havde brug for creme på kinderne om vinteren. Men lægen sagde, at Idas alder er en meget almindelig alder at debutere i med børneeksemen. Jeg er lidt ked af det, fordi jeg selv døjede meget med børneeksem som barn. Og det var frygteligt - det kløede helt forfærdeligt. Håber, Ida slipper nemmere igennem, end jeg gjorde.
4 kommentarer:
Børneeksem er simpelthen rædselsfuldt. Man vil så gerne fritage sit barn fra kløen.
Min datter er mildt ramt - primært i 'knækket' ved albuerne. Men det er heldigvis blevet bedre med alderen.
Vi har i øvrigt haft stor succes med at forebygge udslæt med produktet Aderma fra Apoteket. Cremen gennemfugter huden helt fantastisk. Men det kan meget vel være, at det kun er i 'lette' tilfælde.
Håber kuren til din datter hjælper hende hurtigt.
/em
Vi bruger Eucerins Badeolie. Den er rigtig god, fordi den både skummer som en sæbe og dels er en olie, som ikke udtørrer huden.
Knus
A-T
Stakkels Ida! Jeg havde soleksem der kløede. Husker hvor slemt dét var, men det er trods alt kun om sommeren. Håber kuren kan afhjælpe eksemen! Knus fra Pia
Hej Pernille
Apropos vores 'snak' om, hvor jeg fandt din blog henne: - Det VAR faktisk på enfar.dk. Han linker til dig i sin blogroll. :-)
/em
Send en kommentar