Ja, der er lidt stille her hos mig. Ikke fordi, jeg ikke ønsker at skrive, men jeg er ikke så inspireret. Det er der flere grunde til.
Dagene går hurtigt, alt, alt for hurtigt, og vi nærmer os 1. december, hvor Klara begynder i vuggestuen. Det er noget, jeg simpelthen fortrænger. At give slip på det liv, vi lever nu, gør ondt i maven og inde bag øjnene.
Ida er heldigvis glad for sin børnehave, men vi både ser og mærker virkelig nu, at hun er en af de ældste. Hun rykker især mentalt lige nu, og det kan godt give anledning til tænders gnidsel. Men det er godt at se og mærke, at hun er klar til mini-sfo og skole, når tiden kommer. Det giver ro.
Jeg tænker på, hvordan mit kommende arbejdsliv kommer til at forme sig. Det er svært at forholde sig til, når det på ingen måde rykker i mig for at komme ud i verden igen. Men jeg kigger da på stillingsannoncer, det er jeg jo så småt nødt til at gå i gang med. Mere om det på et andet tidspunkt.
Jeg er begyndt at løbe, nu må vi se, hvordan det går, og om det holder. Jeg har ikke meget rygrad til den slags, da jeg ikke er god til at presse mig selv, når det ikke er sjovt. Jeg vil meget hellere hygge i sofaen med en god bog. Men badevægten fandt de røde tal frem, og så kan man enten vælge at lade stå til eller forsøge at gøre noget. Jeg vælger det sidste og håber, det ikke bliver for sej en kamp. Det er trods alt kun ca. 5 kilo, men det kan jo være svært nok, når man elsker kage, slik og alt det andet usunde.
Jeg nyder det friske vejr, de dage det er sådan. Jeg glæder mig over Idas gode børnehave og Klaras kommende gode vuggestue. Jeg finder ro i bøger og bagning. Jeg suger marven ud af den sidste tid med Klara hjemme og som hjemmegående. Og mest af alt glæder jeg mig over min lille familie. Jeg er et heldigt menneske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar