23 december 2009

Den bedste lillejuleaftensdag

Denne lillejuleaftensdag har været alt det, jeg forbinder med jul. Ingen stress, ren hygge og julede aktiviteter. Jeg tror faktisk ikke, en lillejuleaftensdag kan være bedre, end den vi har haft idag.

Ida og jeg har bagt honninghjerter. Vi har ikke bagt dem i et par år, og jeg blev overrasket over, hvor nemme og hurtige, de var at bage. Dejen er nem at arbejde med, og kagerne er skønne - ikke mindst med den dejlige knæk-glasur på. Fine er de også. Derefter bagte vi dejlige juleboller. Mums, siger jeg bare! Opskriften følger snarest.

Mens Thomas inviterede støvsugeren rundt i huset, og Klara sov eftermiddagslur, gik Ida og jeg en tur på engen med kælken. Åh, så skønt det var at være ude i vintervejret og at kælke, løbe, fjolle og grine med Ida. På hele hjemvejen lå Ida ned i kælken og sang en sang, hun selv fandt på. Så gik jeg der i skumringen med knasende sne under støvlerne og var bare lykkelig.

Og Klara? Hun er gået i træningslejr! Lige nu koger jeg risengrød, mens Klara stadig sover, og Ida og Thomas er kørt til mormor og morfar med nybagte juleboller. Selvfølgelig skal vi have risengrød lillejuleaften. Og det skal nissen på loftet også. Og i aften skal jeg ikke pakke gaver ind, hvilket jeg ellers altid sidder og sveder over lillejuleaften. Nej, i aften står den på julefilm, gløgg og tændt adventskrans. Det er lige til at komme i julestemning af!

Ingen kommentarer: