15 december 2009

Tøsetur

Efter en temmelig urolig nat (jeg har fået i nærheden af 3-3 1/2 times søvn ad tre omgange) pga. at Klara har været ked af det og vågen, har vi ringet til ørelægen, som heldigvis havde fået et afbud imorgen, og derfor kan se på Klara. Jeg mistænker virkelig hendes ører for at være skyld i al den uro, hun har. Hun vågner hele tiden af sin søvn og er så ked af det og meget svær at trøste. Hun er slet ikke sig selv. Jeg ser frem til, at ørelægen ser på hende imorgen.
Lige nu sover hun på en halv panodil, hvilket indtil videre ser ud til at have god effekt.

***

Idag har Ida og jeg været på tøsetur. Bare os to. Det har vi ikke været, siden før Klara blev født. Jeg synes, det er lidt svært at tage afsted fra Klara, men hun lider jo ingen nød, når jeg ikke er der. Det ved jeg godt. Det er bare lidt svært at give slip. Men Thomas nyder at få lov at have mindste-musen på to-mands-hånd, og da hun jo ikke længere er afhængig af mig for mad, så går det hele jo.

Så Ida og jeg tog til Lyngby storcenter for at se julemanden, nisselandskabet, alle julelysene og bare hygge lidt. Jeg skal love for, vi hyggede!

Julemanden var en rigtig god oplevelse, med dukketeater, tryllenummer, børn på scenen og pebernødder til sidst. Julemanden er der vist nok hver dag kl. 11, hvis nogen skulle have lyst til en hyggelig oplevelse.

Bagefter så vi hele nisselandskabet, som er både stort og spændende. Der er masser at kigge på, og det er meget julet. Det kan virkelig anbefales.Efter Ida havde indtaget en imponerende stor julepandekage, gik vi en tur rundt i centeret. Vi så på flere nisser, og fik også besøgt dyreforretningen, som er et fast punkt på dagsordenen, når vi er i centeret.

Og på vej tilbage til bilen sneede det! Og ikke bare lidt. Men store og mange bløde snefnug dansede i luften. Ida var elle-vild. Og jeg ligeså. Jeg elsker snevejr, det er så fint og fredfyldt.

Nu er der ild i brændeovnen, flæskestegen dufter fra ovnen og Ida og Thomas er ude i haven at kælke og bygge snemand (en lille én, men en snemand uanset). Jo, der hygges.

2 kommentarer:

Ann-Therese Arstorp sagde ...

Øj, hvor I juler! Det lyder drønhyggeligt.
Og det der julehalløj i Lyngby. Det MÅ jeg da afsted til med Louis (og Felix?). Han vil elske det.
Knus
A-T
PS: Snevejret var også en succes hér ;o)

Pernille sagde ...

Felix skal da med! Alle nisserne og julemanden vil han bestemt også synes om. Og de store julepandekager!

Knus,
Pernille.