17 august 2008

En dejlig tur i Tivoli

Igår havde vi simpelthen en helt fantastisk dejlig tur i Tivoli. Fordi det var vores bryllupsdag, og fordi vejret var så flot, måtte det ende med en tur i Tivoli.

Vi tog hjemme fra lidt før kl. 16. Vi tænkte, at vi gerne ville have lidt aften med den gode stemning og alle lysene, som Tivoli jo har. Og da Ida er et ægte b-menneske, regnede vi ikke med, det ville være et problem at strække sengetiden lidt. Vi havde ikke forestillet os, Idas almindelige mod taget i betragtning, at vi skulle prøve så forfærdeligt mange ting, bare kigge lidt, prøve et par enkelte forlystelser og spise aftensmad på Wagamama.

Ved indgangen regnede vi lidt på, om et turpas til Ida og Thomas kunne betale sig, mens jeg kørte på billetter, og kom frem til, at vi godt kunne nøjes med billetter til os alle tre, så meget havde Ida nok ikke lyst til at prøve. Dårlig beslutning!! Efter at have fået smag for sagerne ville Ida bare mere og mere. Ikke kun de helt rolige ting, men også dem, hvor man kom lidt højere op i luften. Modig var hun - og hun syntes, det var SÅ sjovt. "Er det rigtige mennesker, der sidder deroppe??" Ja, jeg forstår godt, Ida tvivler på, hvorfor nogen dog udsætter sig selv for den slags farer (se nemlig på senere billede hvor modig jeg er...) Sidste gang fik vi god mad på Wagamama. Denne gang fik vi fantastisk mad på Wagamama. Jeg fik fuldkornsnudler med æg, grønsager og masser af hvidløg, det var virkelig lækkert. Ida fik en børneportion suppe med kyllingebryst, fintrevne gulerødder, majskerner og babyspinat - og en speciel, sjov og lidt besværlig ske at spise med. Suppen havde dog en lidt særpræget smag, så vores ellers suppe-elskende barn sprang let hen over aftensmaden... ... men hvad gør det, når man for en gangs skyld får lov at smage lige præcis alt det man får lyst til. Her en candy floss, der faldt i god jord. Ligesom chokolade-vaffelisen og slikkepinden. Til sidst bedyrede den unge dame dog også, at maven værkede lidt.Børnekarusellen var et stort hit, som Ida gerne prøvede alene. Der blev også bla. prøvet de små flyvemaskiner, Nautilus, veteranbilerne, Den flyvende kuffert, sejlbådene, Baljerne (som nu hedder Minen, og som var det eneste, af det vi prøvede, Ida bestemt ikke brød sig om) og børne-ballongyngen...... som jeg ALDRIG skal op i igen! Jojo, nede fra ser det harmløst nok ud. Men man er altså ret langt oppe, skulle jeg hilse at sige. Jeg er faktisk overrasket over, at de hvide knoer på min hånd, der krampagtigt holder fast i stangen, ikke kan ses på billedet. Gyngen kører rundt med alt for høj fart, hvis man spørger mig, og så skal man også sidde deroppe og dingle, mens man venter, et par gange. Nej tak, ikke mere af det til mig! Ida syntes dog, det var helt fint.Til sidst var Ida dog så træt, at selvom hun sad højt til vejrs på en giraf i karusellen, kom der ikke et smil over hendes læber. Ovenstående billede er taget kl. lidt i 23, hvor vi er på vej hjem. Hun snakkede dog en masse om, at når hun bliver voksen, skal hun og Thomas giftes inde på "prinsesse-slottet", som hun kaldte den flotte bygning med alle lamperne. I det hele taget snakker hun meget om at hun skal giftes med Thomas. Hvor jeg lige passer ind i det billede står uklart...

Næste år skal vi tidligere derind, og der skal købes turpas fra starten. Hvad den tur har kostet os, lader vi bare være at regne på, men man skal have en pengepung af en vis størrelse for at spendere en dag i Tivoli, hvis man gerne vil prøve forlystelser og den slags. Men helt utroligt dejlig tur, dét havde vi.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

HVor lyder det bare pragtfuldt med sådan en tur! I har da virkelig hygget jer. Jeg får helt lyst til en tur i Tivoli, når du fortæller sådan om det.
Og hvor var hun modig!
Knus
A-T, som OGSÅ synes at ballongyngerne gynger lidt for meget og er lidt for højt oppe.

Pernille sagde ...

Godt, du også synes det! Følte mig lidt tosset at sidde der i BØRNEballongyngen og være godt skræmt over højde, fart og gyngen. :o)

Knus.