Møde i vuggestuen

Vi er netop kommet hjem efter et møde i vuggestuen. Vi skulle snakke om Ida og børnehavestart, og så ville vi gerne vende Idas middagssøvn - eller mangel på samme - og projekt blefri med dem. Heldigvis var det de samme ting, de gerne ville snakke med os om.

Vi snakkede om søvn (vi er enige om, at Ida bliver puttet og får hvilet hver dag i krybben, også selvom hun ikke sover) og af-med-bleen (vi fortsætter herhjemme, hvor det går godt, og venter lidt i vuggestuen, hvor det kunne gå bedre).
Og så snakkede vi om BØRNEHAVE!! Vores lille pige er blevet stor, - tænk, hun skal til at gå i børnehave!

Ida starter på rød stue efter vores sommerferie, dvs. d. 20/8!

Hun rykker fra vuggestuen sammen med en anden pige, så de er to, der følges ad. De kender huset og de voksne, ikke meget godt, men lidt. Og de voksne kender Ida og den anden pige.
Idas institution er et integreret hus, hvor vuggestuen og børnehaven er fysisk adskilt af et fællesrum. Vuggestuen har været rigtig gode til at lave en glidende overgang fra vuggestue til børnehave, og derfor kender børnene og de voksne hinanden, allerede inden vuggestuebørnene bliver til børnhavebørn.

Jeg synes, Ida er lille til at begynde i børnehave. Selvom alderen jo er til det, er hun stadig min lille pige. Samtidig kan jeg godt se, at hun faktisk er for stor til at gå i vuggestue. Og det, børnehaven kan tilbyde, bliver godt for Ida. Det er godt, fordi der er voksne, som gør meget ud af at være udendørs. Godt fordi, der er større børn at se på og lære af. Godt fordi, der er nye udfordringer og gode oplevelser i vente.

Jeg tænker også på, at jeg håber, de er gode til at tage sig af en pige som Ida, som kan have brug for et kærligt puf somme tider. Den slags børn skal der jo også være plads til. Det er bare nemmere at være et udfarende barn, for den slags skal nok få opmærksomhed.

Men de voksne sagde, at Ida er en rolig pige, som hviler i sig selv, og at hun er blevet rigtig god til at indgå i sociale relationer med de andre børn, også på eget initiativ. At hun sagtens kan sige fra, og at hun gør det på en god måde, uden at blive vred eller udadreagerende, som mange andre børn kan gøre. At hun er sød og omsorgsfuld og at hendes sprog er en styrke.
Det var godt at høre. Så føles det knap så farligt at sende hende i BØRNEHAVE (!!!).