En vigtig dag, tror jeg

For første gang i mit liv, tror jeg, har jeg for alvor sagt fra overfor nogle mennesker, som jeg følte ikke var retfærdige overfor mig.

Jeg er temmelig konfliktsky, og undgår hvis jeg kan helst konflikter, når jeg ikke er i privat regi.
Men idag ved jeg ikke, hvad der gik af mig. Jeg vil ikke engang joke med, at det var varmen, for det, der skete, er faktisk af stor betydning.

For en gangs skyld lod jeg mig ikke koste rundt med og træde på, hvilket jeg ofte føler, jeg gør, og jeg bliver vred på mig selv over, at jeg ikke kan sige fra.
Idag, hele to gange!, sagde jeg til nogle mennesker, at jeg ikke brød mig om det, de sagde eller gjorde.

Første gang havde en kollega talt i et temmeligt kommanderende tonefald til mig. Første gang blev jeg ret gal, men undlod at kommentere det. Da hun så brølede efter mig gennem de åbne vinduer ud over legepladsen, blev jeg så rasende, at jeg gik ind og fortalte hende, hvad jeg havde gang i, og at jeg syntes, det var ærgerligt, den tone hun talte til mig i. Jeg sagde til hende, at jeg følte jeg skulle parere ordre. Hun undskyldte og sagde, at det slet ikke var sådan ment, men at hun var stresset, fordi vi personalemæssigt endnu engang var pressede. Jeg kender hende godt nok til at kunne gennemskue, at det var det, det handlede om, men det retfærdiggør på ingen måde hendes tone overfor mig.

Senere på dagen underkendte en anden kollega mig voldsomt overfor en forælder, hvilket jeg blev rasende over. Da ingen forældre var i nærheden, sagde jeg til hende, at selvom hun evt. ikke er enig i det, jeg gør, skal hun ikke sige det på den måde og da slet ikke, når forældrene er der, og at jeg følte mig underkendt overfor den pågældende forælder. Hun undskyldte og sagde, at det kunne hun godt se.

Begge gange reagerede jeg mærkeligt nok med efterfølgende at græde. Måske fordi det er så svært for mig, måske fordi de pågældende kollegers reaktioner kom helt bag på mig. Jeg fik dog, inden jeg gik hjem, en lang snak med min leder. Vi snakkede om dagens episoder, og også om alt det bøvl jeg synes, jeg har med min allernærmeste kollega. Min leder støttede mig meget, og sagde, mens jeg fik et stort knus, inden jeg tog hjem: "Du er en god pige. Og en dygtig pædagog. Og jeg støtter op om din måde at arbejde på". Det luner.

Det er virkelig grænseoverskridende for mig at gøre det, jeg har gjort idag, og jeg er så stolt af mig selv. Men jeg føler mig også flad. Og tilfreds. Og træt. I virkeligheden er mine følelser meget blandede. Men jeg er også glad for, at jeg gjorde det, i stedet for at tage det hele med mig hjem indeni og være ked af det og måske sur herhjemme. Måske har jeg fået taget hul på noget, jeg kan øve mig i og blive bedre til?

Havde jeg ikke sagt noget, havde jeg sandsynligvis ikke villet på arbejde imorgen. Nu er jeg ved godt mod, ja faktisk optimistisk. Tænk engang! Seje mig! :o)