Hvad gør jeg her

Jeg har tænkt nogle tanker de sidste dage om, hvorfor jeg har en blog.

Bloggen er for mig en slags dokumentation af vores liv. En slags dagbog med fotos, øjebliksbilleder og ting, jeg gerne vil huske. Jeg printer det, jeg skriver, og tror, mine børn på et tidspunkt vil glæde sig over alt det, jeg har skrevet. For dem vil det være en beskrivelse af og et indblik i deres eget liv set fra mine øjne. Skrev jeg ikke her, ville jeg ikke få dokumenteret vores liv i samme grad, og jeg kan mærke, jeg synes, det er en god ting at gøre, netop for at kunne give det videre.

Jeg er bevidst om, hvad jeg skriver på min blog. Jeg skriver om det, der optager mig; Mine tanker, glæder og sorger. Men jeg censurerer også. Det er bestemt ikke alt, jeg skriver her. Jeg lægger feks. ikke ukritisk billeder herpå. Men mest af alt er jeg opmærksom på ikke at få skrevet noget om Ida, som måske senere vil være ærgerligt for hende ligger tilgængeligt på nettet for enhver at finde og se. Jeg udstiller ikke nogens, og slet ikke Idas, mindre stærke sider. Jeg kan skrive, hvis noget er svært eller en udfordring, men jeg er hele tiden bevidst om, hvad jeg tror, Ida engang vil sætte pris på ikke står her. På den måde kommer der måske en uligevægt ift. hvordan virkeligheden ser ud, men jeg tror, det er rigtigst sådan.
Hvad jeg skriver om mig selv og mine egne følelser og tanker står jo for min egen regning.

Jeg ved, der er flere, som er rigtig glade for min blog. Som synes, det er hyggeligt og sjovt at følge med i vores liv på denne måde. Jeg skriver det, jeg ønsker, uden hensyntagen til hvad lidt mere "udenforstående" kan tænke om det. Det kan godt betyde, at nogen, heldigvis er det kun sket et par gange endnu, kan have en holdning til den måde, jeg gør det på her hos mig på min blog. Det bliver jeg både ked af og lidt irriterret over, men jeg ved også, at det jo er sådan, det kan være, når man gør sig selv offentlig på denne måde.
På den anden side er det også læserne og deres kommentarer, der giver min blog lidt ekstra liv, og jeg ville ikke være de mange søde, betænksomme og hjælpsomme kommentarer foruden.

Men dette er mit sted. Her skriver jeg om mig, mit og mine. Og jeg gør det på min måde. For det er nemlig også mig og mine, der har bruger det og har allermest glæde af det både nu og i fremtiden.