Idag er jeg vred og bitter. Over at der for vores vedkommende skal være så lang ventetid på barn nr. to. Vi skulle have haft en lille ny til sommer. Nu skal vi vente helt til 2009 - og vi har kun lige taget hul på 2008. Det er længe at vente. Og hvornår det barn vil indfinde sig, er jo ikke til at vide. For hvem ved, hvornår min krop er klar til graviditet igen efter dette rod? Og hvem ved hvor længe der går, før den overhovedet vil være gravid? Jeg gætter på, der vil gå et år til halvandet, før vi står med et barn mere i armene. Hvis alt da går vel. Det er godt nok længe at vente, når vi havde regnet med en baby om et halvt år, og vi alle tre er parate NU. Det er så uretfærdigt.
Jeg føler mig mat og trist. Vil bare sove. Gad vide om det søvnbehov er en slags luk-ned-mekanisme, en hjælp til at flygte lidt, når tingene er svære.
3 kommentarer:
Kære Pernille!
Jeg vil bare lige sige, at jeg havde kun en enkelt menustration efter min spontane abort og inden jeg var gravid igen. Jeg ved ikke om du kan bruge den viden til noget, men synes bare lige du skulle vide det.
Og altså! Det er jo bare så godt som du kan få sat ord på alle dine følelser. Det er jo netop med til, som du skrev i går, at kunne give slip. Og her hos os har min mand også lettere ved at give slip på følelsesmæssige ting, og jeg er overbevist om at det er en af de punkter hvor mænd og kvinder bare ER forskellige.
Et stort knus til dig. Pia
Hej Pia.
tak for dine ord. Jo, det hjælper at vide, at man kan være heldig at blive hurtigt gravid igen. Og når jeg somme tider bliver bange for, om jeg overhovedet kan blive gravid igen efter dette - man får jo så mange tanker - tænker jeg bla. på dig, som jo har fået tre dejlige børn efter din abort. Det hjælper at huske den slags.
Knus.
Jeg kan godt forstå alle dine tanker. Uvisheden kan virkelig gøre en helt rundtosset, når man sådan tænker på ens situation. Men det er ude af ens hænder (hvilket kun gør det endnu mere frustrerende!) og man må håbe på det bedste.
Ligesom du ventede på denne graviditet og var usikker på, om det nogensinde skulle ske, så vil du sikkert tænke og være bekymret, indtil det igen er en realitet og I får en baby, som I kan beholde.
Det skal nok lykkes! Det ved jeg bare.
Det er hårdt og umenneskeligt lige nu, men det bliver bedre og det skal nok lykkes for jer.
Hvem ved, måske går det rigtig hurtigt denne gang? Din krop er nok mere modtagelig nu, tænker jeg, med alle de hormoner der nok stadig 'blæser' rundt i din krop...
Knus, knus
Ann-Therese
Send en kommentar