På rettere køl

Jeg har været stille, men det er der en grund til. Forleden begyndte jeg nemlig at bløde, hvilket skræmte mig fra vid og sans. Blev så bange for at miste det lille barn, vi allerede har knyttet os til, og som vi alle tre glæder os så meget til. Inden jeg skriver videre, vil jeg fortælle, at så galt er det ikke gået. Nu går jeg og sunder mig oven på forskrækkelsen og forsøger ikke at være bange.

Jeg blødte lidt, blev checket hos vagtlægen, som sendte mig hjem med påbud om at tage det roligt. Jeg strøg direkte i seng, hvor jeg græd og sov. Havde kun lyst til at lukke af for alt og alle og sove, indtil faren forhåbentlig var drevet over.

Det har været nogle lange dage med angst for, hvad det næste, der sker, kan være. Min egen læge kunne dog igår berolige os meget, da hun ikke var ret meget i tvivl om, at blødningen stammer fra den ekstra sarte slimhinde på livmoderen. Hun ville ikke engang sende mig til scanning, og hun vurderede, at livmoderen var vokset, som den skulle og var var blød, som den skal være (det tager jeg som udtryk for, at hun er ret sikker i sin sag - ved usikkerhed er jeg sikker på, hun havde sendt mig til scanning). Jeg er heller ikke øm eller har smerter, og blødningen er ikke fortsat. Der er stadig lidt blod, men ikke som blødning.

Så nu går jeg herhjemme. Har taget nogle dage fri fra arbejdet. Jeg forsøger at være rolig og stole på min læge. Men det gør altså ikke noget, hvis det blod-halløj snart stopper. Jeg glæder mig til fredag d. 22/2, hvor jeg skal scannes, så jeg med mine øjne kan se at den lille har det godt. Det skal den have.