Folk siger det ret ofte, nu hvor vi går igennem dette: "Jamen, der er jo nok en grund til, at barnet ikke kunne leve, det må I prøve at holde fast i". Jaja, det er da rigtig nok. Men jeg kan bare ikke rigtig bruge det til noget. Jeg ved det godt med mit hoved; At vi ikke ville ønske et barn, der ikke var rask, og at det var bedre på denne måde, når nu det skulle være. Men jeg begynder at blive irriterret og vred over, at folk siger sådan. Hvorfor kan jeg ikke helt finde ind til. Måske handler det om, at jeg har brug for at få lov at blive i dette lige nu. Komme videre skal vi nok, men hver ting til sin tid.
Alt det, vi gennemgår lige nu, bringer for mig både angst og mange spørgsmål med sig; Hvorfor skulle det ske for os? Kan vi overhovedet få flere børn? Og jeg, der ønsker mig tre børn, hvordan skal det gå med det? Hvor svært skal det blive? Kan vi overhovedet være så heldige næste gang, at graviditeten bare går godt? Skal vi igennem dette igen - måske flere gange?
Der er så meget, vi føler vi går glip af nu, som vi sådan havde glædet os til. Primært at få en lille baby og at Ida skulle være storesøster. Men også alle de ting, vi havde set for os: Barne-dåbsfesten i vores nye hus, mig der skulle gå hjemme allerede fra april og vores liv med far, mor og to dejlige børn.
Og hvad jeg skal gøre ved min arbejdssituation, kan jeg slet ikke få overblik over. Min stilling slutter 10. april, og hvad så derefter? Kan jeg få vikartimer nok til at få økonomien til at løbe rundt er det det, jeg helst vil, men det er temmeligt uforudsigeligt. Skal jeg ud at søge nyt job? Og kan jeg få noget, som kan passe os? Det er alt, alt for uoverskueligt.
Der mangler en hos os nu. Idag vi gik tur, følte jeg, der manglede en. En som allerede var med os i alt, vi gjorde. I tankerne, planerne og i min mave. Og som nu ikke er der mere. Det er en ensom følelse.
1 kommentar:
Jeg lægger også altid planer Pernille og uanset hvilke planer der er tale om, er det ikke sjovt når tingene ikke går som man ønsker. Og hvor tit sker det, at alting lige flasker sig, som man vil? Ikke særlig tit i mit liv... Jeg synes at have forstået, at mit bedste våben imod skæbnen, uvisheden, den ukendte fremtid, er at følge med. Gøre hvad jeg kan, for at tingene ender godt. Og det virker jo desværre ikke altid godt nok. Nå.. måske jeg vrøvler. Vil egt. nok også bare sige at ingen, der ikke selv har prøvet det, rigtig kan forstå tomheden. Følelserne som I står tilbage med. Jeg sender gode tanker! Kh Pia Maria
Send en kommentar