Idag har vi budt på det hus, vi har luret på. Jamen, vildt altså! Men også dejligt at få lov at komme i gang med den proces, når nu vi endelig - efter en juleferie fuld af tanker - er afklarede. Vi vil det gerne. Rigtig gerne. Det er lige, hvad vi ønsker os. Lidt uspændende ville nogle måske synes. Helt rigtigt for os, synes vi. Og vi kan gøre det rigtig hyggeligt med vores indretning.
Det er et ganske almindeligt parcelhus fra 1969. Et hus i gule mursten (min yndlings-type!) på 140 m2. Fire pæne værelser, to badeværelser, stor stue med brændeovn samt vinkel til spisebord, pænt spisekøkken og bryggers. Og skøn have.
Det er et hus, som er helt i orden. Der skal slibes og lakeres gulve, males og nok lidt filt på væggene i nogle af rummene. Men ellers i orden og pænt. Med tiden skal køkkenet ordnes, men der vil vi først se det an og finde ud af, hvad vi gerne vil, har glæde af og behov for. Haven er hyggelig og - dejligt når man har småfolk - helt lukket. Der er en stor overdækket terrasse og en pergola, hvorpå jeg i fantasien ser mine yndlingsroser klatre. Jo, det er dejligt. Og nu har vi endda set det i en grå og trist tid, til sommer bliver det endnu bedre.
Vi har i løbet af ferien været henne ved huset, hvor vi har lusket rundt i haven (huset står tomt, altså!) og kigget ind ad vinduerne. Det har været en god proces for os hen mod at blive afklarede, om vi ville det. Også fordi vi har været i tvivl om den relativt store vej, der ligger rimeligt tæt på kunne være et irritations-moment. Vi er kommet frem til, at den kan vi godt leve med. For de penge, vi har budt, får vi rigtig meget og dejligt hus og have, og vejen er ikke slem.
Nu må vi så bare vente og se, om sælger bider på. Vi skal underskrive tilbuddet fredag, og mægleren regner så med, vi får besked, om sælger går med til vores bud i starten af næste uge. Det er virkelig spændende. Lige nu er vores bekymring, om nogle andre kommer ind over os med et hurtigere/bedre bud end os. Men vi må have is i maven. Selvom det ikke er let...
2 kommentarer:
Det er da spændende! Jeg kan godt huske, da vi sidste forår bød på en byggegrund! Det var ikke til at holde ud, før end vi havde sikret os den ;-) Go fornøjelse med projektet!!
Knus fra Pia
Det er altså rigtig spændende! Jeg håber at I får huset, men markedet er med jer, så mon ikke det lykkes?
Jeg krydser i hvert fald fingre og glæder mig til at læse at NU er det jeres hus.
Ventetiden er dog ulidelig, ik?
Knus
A-T
Send en kommentar