Har ikke så meget at give af. Jeg er fuldstændig fyldt op. Af huskøb. Hussalg - og bekymringer herom. Tanker om økonomi. Om arbejde. Om dagpenge når den tid kommer. Om at jeg vil have masser af Ida-tid, når jeg går fra på arbejdet inden den lille nye kommer - også selvom vi skal flytte. Af at have været alene hjemme disse aftener - jeg føler mig alene og savner Thomas frygteligt. Af at sove elendigt om natten. Sentimentalitet ift. det sted vi nu er på vej til at forlade. Af hormoner, der får mig til at græde en masse tårer, når jeg når aftenen. Ikke fordi jeg har noget at være ked af. Bare fordi.
Så - nu tuder jeg igen.
1 kommentar:
Kære, søde Pernille. Du er jo møg-gravid! Og så er den slags store ting og beslutninger virkelig noget der kan vælte læsset. Du kan tro, at jeg kan huske det. Det er hæsligt. Man har alle følelserne helt uden på frakken og tanker tæsker løs. Som om man aldrig rigtig har fred og ro. Men den kommer. Nok først når der er ro på alle beslutningerne.
Jeg tænkte på dig forleden, da jeg læste at I havde fået huset. Jeg kunne godt forestille mig, at der kommer en masse tvivl, når beslutningen faktisk pludselig ER ens egen. Når man har skrevet under og de andre faktisk går med til det. Så tvivler man måske lidt? Sådan får jeg det i hvert fald.
Et stort varmt knus til dig, som trænger til det,
Ann-Therese
Send en kommentar