15 januar 2008

Sikken dag!

Det begyndte ellers som så mange andre dage. Bortset fra selvfølgelig at Ida stadig er syg og skulle være hjemme med Thomas. Derfor kunne jeg tage bilen på arbejde - hvilken luksus!

På arbejdet kom jeg til at snakke med en kollega om Idas sygdom (som har varet siden lørdag uden særlig bedring), og hun spurgte, om vi havde fået Ida checket hos lægen. Jeg har hele tiden tænkt, at det vel bare var en sej omgang Roskilde-syge, som måtte gå over af sig selv. Jeg blev dog lidt usikker og ringede til lægen, som efter min beskrivelse af Idas sygdom bad os komme fordi til et check. Jeg havde jo bilen, så jeg måtte hjem at hente Ida og kørte til lægen med hende. Lægen sendte os direkte videre til observation i Børnemodtagelsen på Hillerød sygehus.

Jeg kørte på sygehuset med Ida, hvor vi fik en stue for os selv. Ikke fordi sådan en stue er særlig godt møbleret til syge børn, der var feks. ingen seng til et træt, sygt barn at ligge på. I stedet redte jeg op til Ida med min store, bløde vinterjakke på gulvet og hendes egen jakke som pude. Det gik fint nok.

Men omsorgen var i top, og Ida fik det bedre i den tid, vi var der. Hun fik saft i meget små mængder hvert 10. minut tilsat Revolyt, som er noget pulver tilsat bla. salt og sukker, hvilket betød, at Ida holdt det i sig. Hun spiste endda nogle salt-kiks og lidt af en sandwich, uden det kom retur. Der skulle også tages blodprøver - der ligner prinsessen sin mor; Lettere (ok, temmelig meget) utilfreds med at få foretaget den slags.

Det er en almidelig maveinfektion, Ida har raget til sig, men fordi hun ikke kunne holde noget i sig, hverken mad eller væske, kunne hun heller ikke komme sig.

Heldigvis fik Ida det så meget bedre, at vi fik lov at tage hjem i stedet for at blive indlagt med drop i Idas arm natten over. Dog fik vi et brev med, hvori der står, at vi skal komme igen, hvis Ida får det værre.

Vel hjemme spiste vi aftensmad. Ida fik lidt havregrød, som hun ønskede sig, og som lægen havde sagt god for. Det var ikke meget, hun spiste - og alligevel kom det retur. Åh, jeg kunne bare ikke overskue at skulle på hospitalet natten over, men sygeplejersken jeg talte med i telefonen sagde heldigvis, at vi kunne blive hjemme og ringe igen, hvis det bliver ved. Heldigvis sover Ida tungt og godt, og jeg krydser fingre for en rolig nat.

***

Lige nu kunne mit humør dog være meget bedre.
Jeg er så træt, så træt.
Jeg er sur på ejendomsmægleren og på sælgeren af det hus, vi har givet bud på (vi skal til møde imorgen). Jeg er sur på min leder og på en kollega.
Min mave er lidt øm, det jager ind imellem i den, efter en lang dag, som bla. har indeholdt at jeg har båret for meget på Ida, fordi hun var for syg til at gå selv. Jeg kan ikke lide den ømhed/jagen i maven.

Så nu vil jeg lave en skål frugtsalat og drikke et glas kakaomælk til, og så vil jeg i seng og hvile mit hoved og min mave.

2 kommentarer:

Marianne sagde ...

Kære Pernille.

HÅber natten er gået godt, og Ida snart er frisk igen. Det er da noget af en omgang hun har reddet sig.

Håber også at der er ro på maven igen.

Kh
Marianne

Anonym sagde ...

Jeg håber at Ida har det bedre i dag. Det lyder som en slem omgang - og så for så lille en pige. Den stakkel.
Men godt at I fik lov at tage hjem og ikke skulle blive. Forhåbentlig holder det ved.
Jeg er meget spændt på at høre mere om den dumme mægler - mon de har taget imod tilbuddet?
Rigtig god bedring.
Knus
A-T