28 september 2007

Weekend

Prinsessen sover i sin fars seng, og harddiskoptageren er ved at gemme "Vild med dans" til mig. Om lidt smider jeg mig i sofaen med en chokolademuffin og en god kop the og lader mig underholde med flotte kjoler, god musik og skæg og ballade. Det kan jeg lide.

Thomas kommer hjem senere i aften, han har aftenvagt på arbejdet. Så Ida og jeg har bare været os to idag.

Jeg var med til at spise eftermiddagsmad i børnehaven, hvorefter Ida og jeg cyklede et smut i byen. Cykelturen hjem bød på voldsom regn og blæst, og karrysuppen til aftensmaden faldt i god jord. Jeg nyder faktisk lidt, at vi har nået den tid på året, hvor vi tænder stearinlys, som skinner i regndråberne på vinduet. Det er slet ikke så ringe!

Og efter en travl uge er det heller ikke så dårligt at have udsigt til weekend med verdens dejligste pige.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det lyder som en rigtig hyggelig eftermiddag og aften I to har haft: Suppe, stearinlys og noget godt på TV. Rigtig god weekend til jer alle 3.
Knus
A-T