18 september 2007

Lidt videre

Jeg begyndte på arbejde igen igår, mandag. Nøj, hvor tårerne flød den første halve times tid, men min bedste kollega stod klar, da jeg kom indenfor døren med varme arme og hjælp. Det var så dejligt. Mine kolleger er søde og forstående, selv nogle af forældrene har givet mig søde ord og knus.

Arbejdet betyder, at mine tanker om Svend brydes lidt, og det gør ikke noget. Jeg havde hverken lyst til eller mod på at begynde på arbejde, men nu er det fint. Tankerne om Svend og hele situationen fylder selvfølgelig meget, og det hele er mærkeligt. Det er så underligt, at han ikke længere bor i sit hus, at han ikke mere ringer til os, eller at han ikke længere bare lige kommer forbi. Men jeg græder ikke så meget mere. Selvom det svinger. Netop nu taler Thomas i telefon med Aase, og det påvirker mig meget. Hele Aases situation, at have mistet den, man er sammen med, er urimelig. Jeg ved godt, at sådan går livet, men jeg vil ikke have det.

***

Ellers går det bedre med Ida i børnehaven. De sidste dage har hun ikke været ked af det, når hun er blevet afleveret, og hun taler glad om sin børnehave. Vi er også meget glade for børnehaven, det er vi virkelig. Ida er glad for alle de voksne, men især Merete, der spiller på guitar, bliver kopieret herhjemme. Så sidder Ida i sit lille telt og siger, "Jeg hedder Mehete" (r'erne volder lidt besvær) og så lyder der guitarspil fra teltet. Meget hyggeligt.

Imorgen har vi fridag, og det bliver dejligt. Jeg glæder mig til ikke at skulle vækkes af uret og til at være sammen med Ida hele dagen. Jeg glæder mig til, vi måske skal ud at køre en tur om formiddagen, til at bage og til at Ida skal til gymnastik, hvilket hun også selv virkelig ser frem til. Det skal nok blive en god dag.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Godt at høre at Ida trives bedre i BH nu. Jeg er også især glad for at læse, at du har så søde kolleger - og forældre til børnene.
Det må virkelig være helt ubærlig for Aase. Bare tanken om at miste sin elskede og stå helt alene er så skræmmende, at jeg straks må slå den væk.
Knus til jer alle 3
Ann-Therese