Der var mange mennesker, der var kommet for at være med til at bisætte Svend, og da vi som første salme sang "Nu falmer skoven", løftede taget på kirken sig næsten.
Svend blev bisat fra Thomas' kirke, dvs. den kirke hvor Thomas er kirkesanger, hvor Thomas og jeg har mødt hinanden og er blevet gift, hvor Ida er døbt, og hvor præsten er helt fantastisk.
Det var så personlig en tale, præsten holdt, det syntes ikke kun vi nærmeste, men også andre bemærkede det. Blomsterne var overvældende i mængde og skønhed, mange af kransene og buketterne i løvfaldsfarver.
Thomas bar sammen med sin bror og 4 andre kisten til rustvognen, og det var et rørende, smukt og barskt billede af de to sønner stående side om side, grædende og med hinanden i hånden ved kisten i bilen, tagende afsked med deres sidste forælder.
Efter bisættelsen var der først kaffe i kirken, hvorefter vi nærmeste sammen kørte til kirkegården, hvor Svend ønskede at blive begravet. Der var alle blomsterne lagt på stenen og fint i et stort hjerte.
Derefter kørte vi til Aase, hvor der var samvær og smørrebrød. Det var hyggeligt.
Men hvor var vi dog trætte, da vi hen ad aftenen kom hjem. Ida faldt i søvn i bilen på hjemvejen, og vel hjemme satte Thomas og jeg os i sofaen i halvmørke, kiggede ud i luften og snakkede lidt. Og så fik vi en lang, tiltrængt nattesøvn.
1 kommentar:
Det lyder, som om I fik en smuk, men svær afsked med Farfar. Den slags er bare svært lige meget, hvordan man vender og drejer det. Men det er også en vigtig del af ens sorgproces at tage en smuk afsked - vel især, når døden kommer uventet, tænker jeg.
Jeg tænker på jer.
Knus
A-T
Send en kommentar