Andre folks omsorg

Hvor har vi dog mødt meget omtanke og omsorg fra andre mennesker, nu hvor vi står midt i noget rigtig svært. At opleve den støtte og velvilje fra andre mennesker varmer. Folk stiller sig selv til rådighed, hvis vi skulle have brug for noget. De omfavner os fysisk og med varme ord. Vores arbejdspladser har været meget forstående. Vi har fået brev fra mine bedsteforældre idag. Venner, naboer og familie, ja selv børnehaven tænker på os. En tidligere nabo skrev i en sms, hvor ondt det gjorde dem på vores vegne og at "... vi holder meget af jer alle tre". Dét varmede!

Og så står vi her og føler næsten dårlig samvittighed over ikke at tage imod alle de flotte tilbud om hjælp, vi har fået. Folk er så søde, og så tager vi ikke engang imod. Men det nemmeste er nu engang at bruge dem, der allerede er i det sammen med os, for hver gang man skal fortælle og forklare udenforstående, er det svært.

I det hele taget er det nemmest at være i trygge rammer, hvilket betyder hjemme. Et par gange har jeg af forskellige årsager været nødt til at bevæge mig i byen, og det dræner med det samme. Jeg bliver med det samme usigeligt træt, og at forholde mig til andre mennesker udover de allernærmeste er en kraftanstrengelse. Alt foregår i slowmotion, og jeg kan ikke huske fra min næse til min mund. Tårerne presser på ind imellem, og afhængigt af situationen må jeg somme tider beherske mig for at komme videre uden at lade tårerne få frit løb. Jeg er tung i hovedet, føler mig hævet bag øjnene og er trættrættræt.

Jeg gruer for at skulle på arbejde igen på mandag, hvor jeg skal forholde mig til andre mennesker, bruge mig selv og være en masse for andre. Føler dog ikke, jeg længere kan undslå mig for at skulle afsted, jeg har alligevel været hjemme en uge så. Jeg håber, bisættelsen vil give noget afslutning på en måde, så jeg bare en smule nemmere kan forholde mig til at skulle på arbejde igen på mandag.

Men allerførst skal vi lige igennem bisættelsen.