Så mange tanker, så mange tårer

Det er bare helt forkert, at Idas farfar ikke længere er hos os. Jeg bliver ved at se ham for mig. Det første billede, der hele tiden dukker op, er billedet af ham liggende død i sengen på hospitalet. Hvordan solen skinnede ind på stuen, da vi åbnede døren og gik ind til ham. Hans hudfarve, den åbne mund, græsstrået på hans øjenlåg, de roligt lukkede øjne - det store, livsfulde menneske pludseligt så lille og skrøbelig.

Derefter ser jeg ham for mig i live. Glad, positiv, grinende. Med det ene øje lukket i for bedre at fokusere med det andet. Fortællende en god historie. Altid hjælpsom og fuld af livsglæde. Jeg hører så tydeligt hans latter.

Jeg tænker på alt det, han ikke nåede. Idas fødselsdag, hvortil han allerede havde købt hendes fødselsdagsgave. Thomas' fødselsdag. Julen, vi skulle have holdt sammen. Og længere ude i fremtiden; Aases pensionisttilværelse, hvor de to rigtig skulle have glæde af hinanden, hans to andre børnebørn begynde deres eget liv og vores næste barn.

Jeg tænker også på alt det, han nåede; At se begge sine drenge komme godt i vej og med dejlige familier. At have mange rigtig gode år med Aase. At have tid til at dyrke sin store passion, golfen. At rejse med gode venner.

Og nu er vi her - uden ham. Der bor ingen i hans hus mere. Han kører ikke i sin bil mere. Vi skal ikke mere være sammen med ham. Aldrig mere skal Ida opleve sin farfar, som var så glad for hende og så god ved hende.

Og Ida forstår det ikke. "Farfar kommer en anden dag", siger hun. Det er alt for abstrakt til hende lille hoved, at vi aldrig ser ham mere. "Jeg er ked af det indeni, fordi jeg savner farfar rigtig meget", sagde hun idag. Men forstår det, det gør hun ikke.

Og Aase, stakkels Aase, som nu skal til at finde sig selv midt i et enormt tomrum og en uoverskuelig sorg.

Det hele er bare så forkert.