14 september 2006

Gas- og vandmester

Kl. er 7.00, kirkeklokken bimler, morgenen er flot - og jeg har været oppe 1½ time allerede. Var nødt til at stå op i god tid, da Thomas skulle møde tidligt, jeg skal selv have Ida ud af døren, og der kommer en gas- og vandmester og sætter nyt fyr op.
Thomas stod op kl. 5.30, så det kunne jeg jo også lige så godt, så jeg kunne komme i bad og være klar, når Ida bestemte sig for at vågne. Men prinsessen sover endnu.

Så jeg har læst avisen, lagt vasketøj sammen og skrevet lidt på pc'en. Nu skal jeg snart op at vække hende, så vi forhåbentlig kan komme ud af døren til tiden.

Om vi kan komme afsted til tiden afhænger så lidt af gas- og vandmesteren. Han sagde til mig i sidste uge, at han ville være her kl. 8. Igår snakkede Thomas med en, som sagde, de ville være her mel. 8 og 9. Men nu er det jo sådan, at jeg jo også lige skal et smut i vuggestuen med Ida, og gerne lidt i ni, så jeg håber virkelig, de er her kl. 8. Ellers må jeg vente med at aflevere hende til lidt i 10, da de helst ser i vuggestuen, at man ikke kommer midt i morgensamlingen.

Men ham der gas- og vandmesteren er jeg nødt til at sætte i gang. For selvom han er uddannet, er han åbenbart ikke helt så skarp, for han havde sat en af naboernes fyr mærkeligt op. Så vi har tegnet streger på væggen, så han kan se, hvor det hele skal være. Føler mig lidt mærkelig sådan at fortælle ham, hvordan han skal gøre sit arbejde, men vi gider bare ikke det bøvl, naboen havde.

Nå, må videre, har et barn, der skal vækkes.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Altså jeg er den type, der ånder håndværkerne i nakken indtil jeg kan se at de gør det ordentligt. Hos mig får de ikke fred ;o)

Jeg tror, at man forsigtigt kan konkludere, at håndværkere er så forskellige som os andre. Nogle er omhyggelige og tænker sig om, andre er sjuskede og har hovedet under armen - og så er der alle dem midt imellem.

Håber at jeres fyr kommer til at sidde godt.

Knus
A-T