9/11

Det kan godt være, mange synes, det er en skæbnesvanger dag idag, d. 11. september. Folk vil hverken flyve eller føde idag. Selvom jeg skal være den sidste til at kaste med sten, når det gælder overtro, så er jeg lige præcis ikke bange for den 11. september.

Vejret er dejligt her til morgen. Sprødt, klart og solrigt. Rigtig flot efterårsvejr. Og i eftermiddag bliver det sommer, siger "de". 20-25 grader. Dejligt. Men også lidt irriterende, for nu har jeg købt ny efterårsvest og lækre støvler, og jeg vil godt til at bruge dem, altså! Ej, jeg klager ikke. Jeg nyder den sidste rest af sommer. Efterår skal det nok blive også.

Idag er det mine forældres bryllupsdag. 30 år har de været gift. 30 år! Vi snakkede om igår, at den næste store mærkedag for dem er guldbryllup. Til den tid vil Ida være næsten 22 år! Det kan jeg slet ikke forestille mig. Fuldstændig absurd tanke, altså.

Så lige i morgennyhederne, at rigtig mange mennesker kan huske præcis, hvor de var, da de hørte nyheden om World Trade Center for 5 år siden. At huske på den måde hedder blitz-hukommelse.

Jeg husker også tydeligt, hvor jeg var. Mine forældre havde sølvbryllup den dag. Vi havde været tidligt oppe om morgenen, og efter alle morgengæsterne var gået, lagde Thomas og jeg os og fik en lur på mine forældres gæsteseng. Da jeg vågnede, skinnede solen ind i mellemgangen hos mine forældre, lyset var varmt og rart. Min ældste lillebror fortalte, at der var nogen, der var fløjet ind i World Trade Center. Vi så nyhederne hele dagen, og om aftenen til middagen, var det selvfølgelig samtalens midtpunkt.
Billeder af flyene, der rammer bygningerne og af det tomme Ground Zero får det til at gyse i mig. Det var uhyggeligt og uhyrligt, og det er det stadig.