Sidste år fik jeg den bedste mors-dags-gave. Sidste år på mors dag fik Klara og jeg lov at tage hjem fra neonatal-afdelingen.
Og sikke en oplevelse det var at komme ud i verden igen efter 10 dages indlæggelse - det er faktisk svært at beskrive med ord, men følelsen, sansningen, sidder endnu i mig.
Jeg husker eksplosionen af indtryk, da jeg kom ud af hospitalet. Varmen, hele verden der var sprunget ud, mens vi var indlagt, lydene. Jeg havde siddet i 10 lange, lange dage og gloet ud af hospitalsvinduet - ud på skoven og på træerne, der skiftede farve. Fået solens stråler ind gennem vinduet. Men varmen og verdens farver og lyde nåede mig ikke inde på hospitalet.
Der var så stille, så stille på neonatal-afdelingen. Der var masser af indlagte forældre med deres små-bitte børn, og ind imellem lød nogle af børnenes alarmer, men ellers var der bare en underlig, larmende stilhed.
Og jeg følte mig så ensom. Dagene og aftenerne var lange. Jeg læste, kiggede ud af vinduet og spiste min mad, alt imens jeg i samarbejde med sygeplejerskerne arbejdede på at få Klara på ret køl, så vi kunne komme hjem. Jeg savnede Ida og Thomas, som ikke var på hospitalet så meget, fordi Ida syntes, det var rigtig svært. Jeg savnede min egen seng, mit egen badeværelse, mit eget liv. Jeg var så ked af at skulle begynde Klaras liv indlagt.
Men så rettede Klara sig, og vi fik lov at komme hjem den skønne, solfyldte mors dag sidste år. Æbletræet have blomstret, der var blomster i fuldt flor og hele verden var grøn, fuld af varme, lyde og lys. Åh, jeg husker, hvordan jeg den aftenstund sad i sofaen med lille Klara i armene og kiggede ud på lyset, der fra aftensolen strømmede igennem og ind under paradisæbletræets grene og blade.
Sansemæssigt fuldstændig overvældende og helt fantastisk var det. Og følelsen sidder i disse dage stærkt i kroppen. Følelsen af den glæde, lys og lyd, den varme og den lykkefølelse sidste års forår bragte med sig.
2 kommentarer:
Jeg forstår godt hvad du mener. Det er som om man får livet igen. Ens eget liv vel at mærke.
Det er vel også derfor der faktisk er noget der hedder hospitalskuller?
Knus
A-T
Ja, det tror jeg lige på! Og så længe har vi jo heller ikke prøvet at være indlagt. Men længe nok og helst ikke igen!
Knus.
Send en kommentar