Indlæggelse

Torsdag fødte jeg.

Fredag fik vi lov at tage hjem.

Lørdag skulle vi til vejning på barselsgangen. Hvor vi så blev genindlagt, da lillepigen havde tabt for meget i vægt.
Heldigvis kunne de give mig en enestue, hvor også Thomas måtte overnatte, hvis han kunne.

Jeg ammede hver tredje time døgnet rundt, lillepigen fik ekstramad i kop, og til sidst blev forsøgt med flaske. Men det er altså svært at give et barn mad, som bare sover og sover.

Og vægten bare faldt. Fødselsvægten var på 2900 g., og da vægten viste 2590 g. bad jeg om, at der skete noget mere drastisk. Dermed mente jeg sondemadning, da jeg, selvom jeg var rædselsslagen ved tanken om at se min lillebitte pige med slanger og hvad ved jeg, havde brug for at få skuden vendt og lillepigen på rette vej igen.

En læge kom og kiggede på hende, dels fordi hun var blevet mere og mere gul, og dels for at vurdere, om det ville være aktuelt med en indlæggelse på neonatal-afdelingen. Han sagde, at han gerne ville indlægge hende, så vi pakkede vores habengut og kørte over på neonatal-afdelingen. Det var tirsdag.

På en eller anden måde var det som om, at bare det at træde ind på den afdeling satte tingene i perspektiv. Ja, jeg var så frygteligt ked af, at skulle være der. Men vores problem var en del mindre end de fleste af de andre indlagtes på neonatal-afdelingen. Uh, bare lyden af maskinerne, der hyler, når de små holder op med at trække vejret. Vi skulle jo trods alt bare have lillepigen i lys og lidt mad i hende, så hun kunne rette sig.

Men at få lagt den sonde, føj, det var slemt. En sygeplejerske lagde sonden, alt imens lillepigen græd hjerteskærende og jeg tudende stod med ryggen til. Puha.

Jeg havde frygtet den sonde, men heldigvis viste det sig at være meget mere udramatisk med sådan en, end jeg havde forestillet mig. Det var bare en lille slange fra lillepigens næse, og som var sat fast med et stykke plaster på hendes kind, så hun ikke så nemt kunne få fat i den. Når hun skulle have mad (jeg ammede hende hver gang først, og afhængigt af hvor meget hun havde taget hos mig, fik hun en mængde af min mælk i sonden), foregik det ved, at et lille "låg" for enden af sonden blev åbnet, en engangssprøjte sat på, og så løb mælken stille og roligt ned i lillepigens mave.Samtidig kom lillepigen i lys, hvor hun lå i to dage. To dage, hvor hun højst måtte komme ud en halv time i forbindelse med amning. Skiftet blev hun under lyset. Der var ikke meget kontakt med hende de par dage, selvom vi selvfølgelig måtte nusse hende.

Hun lå i sin hospitalsvugge kun med ble og "solarie-briller" på. Hen over vuggen var påsat stof, så hverken lys eller varme slap ud. Det var dejligt at få hende ud af lyset, jeg følte næsten jeg havde fået mit barn tilbage på en eller anden måde.

Jeg blev så træt af at være indlagt. Jeg savnede Ida og Thomas frygteligt. Ida havde det svært med at være på besøg, så vi måtte for hendes skyld begrænse længden af besøgene, hvilket betød, at jeg kun så hende en times tid om dagen. Det var altså ikke meget. Thomas og jeg kunne mest tale sammen i telefon, hvilket var frustrerende, da der naturligvis var mange følelser og tanker. Det var så træls bare at sidde og glo. Jeg fik læst mange både blade og bøger, ikke mindst for at slippe for at tænke for meget og blive ked af det. Jeg savnede min have, min seng og mit badeværelse. Jeg var træt af alle de forskellige mennesker, man skal forholde sig til. Og jeg var så ked af at bruge de første dage af min spæde datters liv indespærret på et hospital.

Men pludselig skete der noget. Det var som om, at lillepigen med ét fik grebet om, hvad det var der skulle gøres.

Og søndag kunne vi tage hjem. Da var lillepigen 10 dage gammel. Vi var meget glade for at skulle hjem, det var den bedste mors dags gave, jeg kunne få i år. Det var lige så selv lillepigen smilede :o)