23 maj 2010

Alene hjemme

Det kan man godt blive træt af. At være alene hjemme, altså. Klara er i hvert fald blevet det. Hun gik direkte i brædderne, da vi kørte til planteskolen kl. 9.20. Og igen da vi kørte hjem en times tid senere. Så meget i brædderne på hjemvejen at jeg stort set ikke kunne vække hende, da vi kom hjem! Det ligner hende slet ikke. Jeg lagde hende på et tæppe på gulvet, tog skoene af hende og gjorde barnevognen parat.Hun ytrede med lukkede øjne et søvndrukkent "ah-ah" (hendes lyd for alle dyr - måske drømte hun om hunden, vi så på planteskolen?) - og jeg kunne, uden hun vågnede, putte hende i barnevognen. Hun har også gået og faldet og pjevset hele morgenen, hvilket godt kunne tyde på træthed. Mærkeligt nok, for hun har sovet, som hun plejer i nat. Måske er det tand nr. 5, som er på vej, der driller hende lidt.

Vi er alene hjemme, fordi Thomas har været på døgnvagt, og Ida er på overnatning hos mormor og morfar. Ida hygger sig udover alle grænser, og hun bliver forkælet på den absolut dejligste måde med kærlighed, nærvær - og lidt chokolade. Jeg glæder mig til at se hende igen i eftermiddag og til at få hende hjem. Men det har også været hyggeligt bare at være mig og Klara. Som nu er vågnet, og sidder og halv-vrøvler lidt ude i barnevognen. Spændende, hvordan resten af dagen bliver, når hun har sovet som hun har nu...

2 kommentarer:

Ann-Therese Arstorp sagde ...

Åhh, hvem der bare kunne ligge dér og flade ud, mens nogen puttede en... Det ser dejligt ud. Misundelsesværdigt!

Knus
A-T, som er alene med drengene på 4. døgn :-)

PS: det er altid en fryd når man kan flytte dem uden at de vågner.

Pernille sagde ...

Det er nemlig PRÆCIS en fryd at kunne flytte dem, uden de vågner! Ida har altid været suveræn til det - enten bare at sove fra det eller vågne og så bare sove videre. For Klara er det knap så nemt. Men sådan er børn jo så forskellige.

Knus.