13 januar 2010

Klara 8 måneder!

Jamen, hvor bliver tiden af?? På den ene side synes jeg, det lige var forår og sommer, og Klara var nyfødt. På den anden side er det godt nok længe siden, og så meget er sket. Ikke mindst med mindste-musen.

Klara er en glad, glad pige. Så let til smil og latter har hun. Allermest griner hun af Ida, som Klara er helt utroligt glad for. Klara lyser op, når Ida er der og accepterer alt fra sin storesøster. Idag da Klara havde sovet, gik jeg ind på hendes værelse for at skifte hende. Ida sad i stuen og havde været helt stille. På et tidpunkt sagde Ida noget til mig inde fra stuen, og Klara lyste op i et stort smil og blev tydeligvis glad for at høre Idas stemme. Så sødt altså. Og Ida er lige så glad for Klara. Ida er bare en rigtig dejlig storesøster.

Klara har nu fået to tænder, de to midterste i undermunden. Den første brød igennem, da hun var 8 mdr. + 2 dage, og den anden da hun var 8 mdr. + 8 dage. Hun sov uroligt i dagene op til, tænderne brød igennem, og fik et par aftener en halv børnepanodil, hvilket gav hende ro. Hendes appetit var ikke overvældende. Tænderne vokser hurtigt og bliver selvfølgelig børstet to gange om dagen. Det synes Klara er helt fint, og åbner velvilligt munden, når tandbørsten kommer. Endnu...

Klara siger mange lyde nu. Hun har ellers været en stille pige (ikke som sin søster, som var et værre sludrehoved og vist aldrig kommer af med det :o) ), men en dag var det som om, der skete et eller andet, og hun har sludret siden. Ba-ba-bla, ma-ma, ua-ua, eeiii, heeii og en hel masse andet samt sprutten, prutten (med munden altså) og pusten er på repertoiret. Det er superhyggeligt.

Klara spiser fire måltider om dagen. Grød med frugtmos til morgen, rugbrødshapser til frokost (hvilket er nyt), A38 med frugt og rugbrød til eftermiddag og kartoffelmos med kød og grønt til aften. Hun er ikke storspisende, men det går fint. Mælk drikker hun masser af.
Hun bliver ammet to gange i døgnet, om morgenen når hun vågner ved 5-6 tiden (og sover så nu de fleste gange videre til ved ca. 7-tiden) og om aftenen ved putning.

Sundhedsplejersken var på besøg forleden, og Klara måler nu 71 cm og vejer 7,7 kg. Det betyder, at hun er helt gennemsnitligt på sin højde, men lidt under middel på sin vægt. Hun stagnerer en smule i sin vægt, men da hun ikke spiser de største portioner samt får bevæget sig virkelig meget, ja så er der jo en grund til, at hun ligger i den slanke ende. Splejset, kaldte sundhedsplejersken hende faktisk. Det tror man ikke, når man ser hendes kinder, som altid bliver beskrevet af andre som "gode kinder". Med Ida var det fuldstændig lige sådan. En slank pige med sunde, runde kinder :o)

Klara er en pige med et roligt gemyt, men også en pige der kommer omkring og er nysgerrig og undersøgende. Der sker noget, når hun er i nærheden. Hun undersøger ALT, hun kan komme i nærheden af, og hun er vedholdende. Kurven med blade er flyttet, for hun måtte hele tiden hen at hive dem i stykker og smage på dem. Hun går også gerne efter kartoffelkurven, når køkkenskabet er åbent, diverse ledninger, ja, faktisk bare alt. Hun er et rigtigt legebarn, som virkelig leger med sit legetøj, og hun kan lege længe i sit eget selskab.

Klara forstår, at ting ikke forsvinder, og man har længe ikke kunnet "snyde" hende ved at fjerne ting. Hun ved godt, at tingene er der, også selvom hun ikke lige kan se dem, og ofte har hun også en god fornemmelse af, hvor de forsvinder hen. Desuden er hun opmærksom på lyde og gør sig umage med at finde ud af, hvor en given lyd kommer fra.

Klara kommer rundt ved at trække sig frem, i høj fart hvis det skal være, på maven. Hun er dog oppe på alle fire og har været det længe. Thomas mente, hun ville kravle inden nytår, men hun er ikke kommet rigtigt i gang endnu.
Sidde gør hun stadig ikke. Hun har måske ikke rigtigt tid, da hun har så travlt med at skulle videre til noget nyt at undersøge. Hun er dog for få dage siden begyndt at kunne sidde kort tid, men hun vælter, hvis ikke hun har støtte stort set hele tiden. Vi laver lidt øvelser på en stor gymnastikbold og giver hende mulighed for at sidde og lege mange gange i løbet af dage. Sundhedplejersken var ikke bekymret. Det skal nok komme.

Klara rejser sig op ved alt, hun kan komme i nærheden af, hvilket nemt kan give nogle knubs. Vi holder dog et skarpt øje med hende, så det er ikke blevet til andet et end par lidt klemte fingre nogle gange, fordi hun partout vil rejse sig op ad køkkenskufferne.

Klara i det tænksomme hjørne

Klara er en drøm at putte i sin barnevogn. Hun har endelig fundet melodien med at falde i søvn selv og sove lange lure, noget vi ellers ikke har været forvænt med. Hun falder gerne i søvn, mens vi putter hende i soveposen og bærer hende ud i barnevognen, og ellers falder hun i søvn i løbet af højst et par minutter i barnevognen. Det gjorde Ida aldrigaldrig, så det er ret svært at få armene ned af glæde.
Det varierer lidt, hvor meget hjælp hun skal have til at falde i søvn om aftenen, men det er efterhånden ikke meget, og så godt som det er blevet i barnevognen, så tror jeg på, at det nok skal lykkes for hende at lære at falde nemt og roligt i søvn i sin seng også.
Klara sover som regel ca. 11 timer om natten, fra ca. kl. 20 til 07 (dog med flere gange, hvor hun har brug for sutten), og om dagen sover hun to lure, en om formiddagen ved 10-tiden og en om eftermiddagen ved 15-/16-tiden. Ialt sover hun ca. 3-3 1/2 time om dagen, lidt forskelligt fordelt på de to lure.

Klara er stadig glad for sin sut, og det er vi også!

2 kommentarer:

Ann-Therese Arstorp sagde ...

Nøj, hvor er hun altså en lækkerbidsken. Hun har de mest bedårende øjne!
Tillykke med de 8 måneder.
Knus
A-T

Pernille sagde ...

Tak på Klaras vegne for din kompliment. Hun HAR virkelig meget smukke øjne. Sagde moren :o)

Knus,
Pernille.