26 januar 2010

Jow jow

Altså, det gik da egentlig meget godt, der med at Klara skulle sove på sit eget værelse. Noget tomt var det godt nok i soveværelset, men lidt mere ro fik vi måske alle.

Klara faldt så flot i søvn helt selv og sov hele aftenen, hun skulle kun have sutten en enkelt gang. Men så kl. 23.30 begyndte balladen, ca. samme tidspunkt som de foregående 4-5 aftener. Til at begynde med er hun mere sovende end vågen, men efter en halv time hvor man går til og fra, har hun desværre meget store øjne. Same procedure as every evening.

Så sidder man der og ved godt, at klokken nemt sniger sig hen mod 01-01.30, inden man selv kan gå i seng (i nat var den 01.10). Og så kan man også godt regne ud, hvor mange timers søvn, man så selv får, når mindste-musen et eller andet sted mellem kl. 05 og 06 er sulten (derefter sover hun som regel videre - bare ikke lige i morges)! Ca. 4 timers "sammenhængende" søvn. Altså lige afbrudt af de sædvanlige given-sutten opvågninger. I nat har der dog ikke været en eneste gang, hvor jeg har været inde at give Klara sutten. Til gengæld måtte Thomas hjælpe hende en god halv times tid omkring kl. 03.

Jeg kan mærke, at jeg er nødt til at give slip på min bekymring omkring, hvor få timers søvn i døgnet Klara får lige nu. Det giver ikke andet en frustrationer, og vi kan alligevel ikke gøre mere, end vi allerede gør. Jeg ved jo også godt, at hun holder op med at vågne igen. Sundhedsplejersken sagde, da jeg rådførte mig hos hende, at hun kunne lave en hel klub med forældre, med børn i samme alder som Klara, som er vågne om natten. Det er godt at vide, at hun ikke er den eneste skøre baby.
Med Ida var det aldrig sådan. Jeg tror, det kan tælles på en hånd, hvor mange gange, hun var vågen på den måde om natten, og jeg kan huske, at vi sagde til hinanden "Stakkels forældre, hvis børn er vågne hver nat". Det er så os nu. Selvom jeg nu ikke synes, vi er så stakkels. Men man kan da godt mærke, at man kører på noget uanede reserver.

Men åh, jeg savner min nattesøvn.

Ingen kommentarer: