Nåja, så var der også lige...

... det der med, at jeg er gravid. Har jeg været et stykke tid nu. Vi har vidst det en måneds tid. Det er stort. Kæmpestort. SÅ glade er vi. Og hundeangste. For at det går galt igen. Det må det bare ikke! Det SKAL gå godt denne gang.

Jeg har ikke turdet skrive noget om det nogen steder. Vi har været forsigtigere med at fortælle det til andre mennesker denne gang. Vores forældre ved det, vores nærmeste venner ved det, og vores kolleger ved det. Ida ved det ikke, og skal heller ikke vide det, før vi føler os mere sikre.

Og nu skriver jeg det så endelig her. Har ikke rigtigt turdet det før nu. Ved egentlig heller ikke om jeg tør det nu. For tænk, hvis det går galt. Ikke, at der er noget, der lige nu tyder på, at det ikke skulle holde. Jeg er blevet scannet to gange indtil videre, hvor det så fint ud. Sidste gang var i tirsdags, hvor den lille var vokset fint, og vi både så og hørte hjertelyd. At se lydbølgerne fra det lille hjerte på skærmen og høre det lille "lokomotiv" arbejde afsted - det trak lettelsens tårer hos os begge.

Jeg tror mere på det hele nu, efter scanningen i tirsdags. Men jeg føler mig på ingen måde sikker. Det ved jeg jo også godt, at man ikke kan. Men jeg savner den bekymringsløse graviditet, jeg havde med Ida. Jeg savner at kunne glæde mig uforbeholdent.

Jeg bruger mange tanker på at sige til at mig selv, at der er så mange gode tegn på, at det går den rigtige vej. Kvalmen ikke mindst. Jeg kastede ikke op med Ida, men det gør jeg denne gang. Ikke meget, men ind imellem.
På trods af angsten har jeg en meget bedre fornemmelse af denne graviditet, end jeg havde sidste gang.
Og så er der de fine scanninger. Man siger, at har man set liv, der ser normalt ud i 7. uge, skulle der være 95% chance for, at det går godt. Det er jo en pæn chance må man sige Og det har vi set.

Jeg prøver at sige "når..." og ikke "hvis..." om den lilles ankomst, og det går bedre med det. Selvom jeg ofte føler, jeg bør sige "...hvis alt går vel...". Man er jo ikke sikker på noget som helst. Den smertelige erfaring har vi jo desværre med os.

Jeg prøver at huske, at jeg ikke vil blive mindre ked af det, hvis det går galt, selvom jeg har givet mig selv lov til at glæde mig. For jeg vil så gerne glæde mig. Jeg vil ikke bruge al min tid på at være bange. Jeg vil nyde det, og jeg vil glæde mig.
Men én ting er at tænke det, noget andet er at få det ud i følelserne.

Men nu skriver jeg det her. Det er også en måde at gøre det virkeligt på og vise, at jeg tror på det.

Jeg er i 8. uge, idag 7+5. Og jeg har efter scanningen at dømme termin d. 1. juni 2009. Ret så dejligt!