Her til aften, da jeg puttede Ida i seng, hyggede vi os sådan. Og for første gang i en måned grinede vi sammen. Jeg har ikke haft humøret eller energien til at være den sjove mor, og Ida har savnet det. "Mor, når du får en baby ind i maven igen, så kan vi grine igen", har hun sagt. Dét gør nas, den slags. For så ved jeg godt, at jeg ikke har været den mor, jeg så gerne vil være, og at Ida har mærket min smerte.
Men nu i aften grinede vi sammen. Sådan rigtigt, så vi begge mærkede det helt ned i maven. I Idas blik så jeg glæde og en smule forundring, - "kan det passe, at mor griner med mig?" så hun ud til at tænke. Og jeg - jeg grinede fra maven og hjertet samtidig med at tårerne vældede op i mine øjne af glæde over at mærke dette igen og af kærlighed til mit dejlige, dejlige barn.
2 kommentarer:
Godt! Rigtig godt at høre. Det kan godt være, at du ikke har været den mor du ønskede i en måned - men når du kan blive det igen, så er det det vigtigste. Ingen grund til at slå sig selv oveni hovedet, fordi man har sørget og ikke slået til. Den slags må være tilladt - og det mener jeg som et skulderklap.
Knus
A-T - på vej til Sydsjælland
Kære Pernille!
Hvor godt at høre, at du er ved at genfinde humøret og overskudet. Ikke dermed sagt, at det ikke er tilladt at være ked af det og at sørge, for det er det jo selvfølgelig. Den del med sorg og smerte, som du har gennemgået er jo også en del af livet, og er med til, når man giver rum for den, at give fodfæste igen, tror jeg!
Og rigtig flot af Ida, at hun sådan kunne sætte ord på. Selv om det "ramte" plet hos dig.
Stort knus til dig. Pia
Send en kommentar