Dagen derpå

Igår fik vi endelig afsluttet den fysiske del af alt det her rod med denne graviditet.

Kl. 9 mødtes vi med lægen, som skulle scanne for at vurdere livmoderen efter den tredje medicinske behandling i fredags. Det var så heldigt, at det var den samme meget søde og rolige læge, som også var ham, der gav os den grimme besked til at begynde med, vi skulle tale med. Der var ingen bedring, så det var godt, sygeplejersken, jeg talte med igår, havde booket tid til mig på operationsgangen.

Lægen indlagde mig, og vi blev fulgt op til gynækolgisk afdeling, hvor jeg fik en seng. Da var kl. 10. Jeg talte med narkoselægen, som udspurgte mig om allergier osv, og vi gik tilbage til afdelingen. Operationen ville ikke blive før over middag, så vi fik lov at gå en tur i det dejlige vejr.

Jeg var lettet over, at jeg fik lov til at få en udskrabning, men jeg var også nervøs og syntes, det hele var lidt besværligt.

Tilbage på afdelingen fik jeg hospitalstøj på, og pludselig kom sygeplejersken og sagde, at nu var det ved at være op over, så jeg skulle have piller (de samme man får til medicinsk abort, som blødgør livmoderhalsen) og tryllecreme på hænderne (jaja, det ville jeg altså! Jeg er virkelig dårlig til nåle).

Kort efter, kl. 13, kom to portører, som kørte mig til operationsgangen. Det var altså lidt mærkeligt, at ligge der helt rask og vågen og blive trillet afsted på den måde, synes jeg.

På operationsgangen blev vi mødt af en meget sød sygeplejerske, som pakkede mig ind i to meget varme og dejlige tæpper under dynen, da jeg lå og rystede af kulde.

Jeg blev kørt ind på operationsstuen, som slet ikke var skræmmende, som jeg havde forestillet mig. Derinde ventede endnu en sygeplejerske, og kort efter kom narkoselægen sammen med en narkosesygeplejerske og til sidst en sød kvindelig læge, som skulle udføre indgrebet. Alle var søde og smilende, og da jeg blev ked af det, fordi jeg blev bange, da jeg lå der helt fladt på briksen, pakket ind i tæpper og med diverse elektroder og nåle, var der op til flere hænder der gerne ville tørre mine øjne.

Thomas fik lov at være med mig hele vejen ind på operations-stuen, og til jeg sov, hvilket var en stor tryghed for mig.

Da alle var ankommet, sagde narkoselægen "Er vi klar?". Det gik op for mig, at det vist var mig, han spurgte, men jeg ved det ikke, for jeg kiggede væk fra ham, da han stod for alt det, jeg var allermest bange for i denne proces: Nålene og narkosen. Jeg fik pippet et spagt "ja", og så forklarede han, hvad han gjorde. Inden lægen var kommet, havde han sat en nål, et såkaldt venflon, i min hånd, som var den, bedøvelsen skulle sprøjtes ind igennem. Han havde desuden sat tre elektroder på mit bryst samt en pulsmåler på min finger. Jeg husker, der var en masse lyde og bip. Thomas sagde, der var en radio, der spille popmusik, men det kan jeg slet ikke huske.

Narkoselægen forklarede roligt, hvad han gjorde og hvordan det ville føles, når først vist noget beroligende og derefter selve bedøvelsen kunne mærkes i min arm og krop. I virkeligheden tror jeg, det han sagde, gjorde mine forestillinger værre end selve oplevelsen. Men skønt var det da ikke. Det snurrede i hovedet, spændte lidt i hånden og armen, jeg blev svimmel og det trykkede for brystet. Jeg husker jeg sagde noget i retning af "nej, det er ikke rart. Jeg kan ikke lide det. Puh. Det trykker for brystet. Puh". Narkoselægen sagde roligt, at jeg skulle trække vejret dybt, hvilket jeg husker, jeg koncentrerede mig om to-tre gange, og så var jeg væk. Thomas sagde, det var utroligt at se, hvordan jeg først sagde noget, for så at rulle en enkelt gang med øjnene og så var jeg i dyb søvn.

Det næste jeg husker er, at nogen sagde mit navn nogle gange og sagde, at jeg gerne måtte vågne. Jeg synes, jeg husker, at jeg blev kørt i sengen, da jeg blev vækket, sikkert fra operationsstuen og til opvågningen. Jeg sagde, eller jeg troede nok, jeg sagde, jeg mumlede det i virkeligheden nok meget svagt, flere gange, om det var gået godt. Endelig var der en, der hørte mig og sagde, at det var gået fint. Åh, hvor blev jeg lettet.

Jeg var så heldig at komme til at ligge ved vinduet på opvågningen, så jeg kunne nyde det dejlige solkinsvejr. Jeg bad om et glas vand, og det var godt at få noget at drikke. Jeg var overrasket over, så hurtigt jeg følte mig vågen. Jeg var dog stadig meget mat. Jeg var vel på opvågningen 20-30 minutter, og så blev jeg kørt tilbage på stuen, hvor Thomas ventede. Da var kl. 14, og jeg havde kun været væk ialt en time.

Jeg følte mig meget mat og lå bare helt stille i sengen. Jeg var ikke rigtig sulten, men drak vand og saft. Jeg fik målt mit blodtryk, som var meget lavt (på 84, normalt ligger det på ca. 120 for mit vedkommende). Det er normalt, at ens blodtryk er lidt lavt efter en narkose, men sygeplejersken ville alligevel gerne have, jeg spiste noget mad, for at se om ikke det kunne hæve mit blodtryk. Jeg havde da heller ikke spist noget i ni timer på det tidspunkt.

Jeg havde bedt om at snakke med lægen, der forestog operationen, for at høre hendes ord om det hele, og hun kom, mens jeg spiste. Jeg havde det godt med lige at snakke med hende, i stedet for bare at tage hjem uden at vide andet end at det var gået godt.

Derefter fik jeg målt blodtryk (som var steget til 102) og fik lidt mere smertestillende. Ikke at jeg havde mange smerter, men nok til at et par panodiler ikke var af vejen. Smerterne føltes som menstruationssmerter eller lette ve-smerter, som sad primært i højre side og som også trak om i lænden og ned i højre ben.

Derefter fik jeg lov at tage mit tøj på og tage hjem, da var kl. 16.

Til natten tog jeg to panodiler og har sovet ok. Idag har jeg næsten ingen smerter i maven, hvilket jeg ellers har haft nogle dage, så det er dejligt. Dog føler jeg mig stadig lidt tung i hovedet og skal vist lige ligge lidt, inden vi henter Ida. Der er også lidt tristhed i min krop.

Så alt i alt var det faktisk en god oplevelse. Vi mødte utroligt søde mennesker alle steder, som var rolige og forklarende, og som også kunne rumme, når jeg var lidt bange og lidt ked af det. Men det er dejligt, at det hele bare gik så godt.