På'en igen

Da klokken var lidt i 22, troede vi, vi skulle til at i seng. Snydt blev vi! Der lød et kæmpe host fra Idas værelse, og på vej op ad trappen hørte jeg en spæd stemme sige "jeg skal kaste op". Og det gjorde hun så - noget så eftertrykkeligt. Og hun lå ned, hvilket jeg altid er bange for. Da min lillebror var helt lille, var han nemlig engang meget syg, og han kastede op og fik opkastet galt i halsen. Mine forældre måtte afsted til hospitalet med en lille dreng i armene, hvor de ikke vidste, hvad enden på det hele ville blive. Derfor er jeg så bange for opkast og søvn i kombination.

Men altså kl. 22 måtte den stakkels Ida i bad. Det syntes hun ikke, var særligt sjovt, forståeligt nok. Men badet blev hun og fik vasket håret samt nyt nattøj på. Hun klagede over ondt i maven, bukkede sig sammen, og hendes mave føltes ind imellem spændt. Hun var kun lige puttet og faldet hen, så lød det igen: "Jeg skal kaste op" - vi er bare glade for, at hun er så god til at sige til.

Så nu kører vaskemaskinen med al Idas sengetøj, nattøj og undertøj. Og jeg sidder her og har det lidt mærkeligt med bare at lægge mig til at sove, for tænk nu hvis hun kaster op igen, mens hun sover. Lige nu sover hun helt stille og ligner en bedre Karen Blixen; Hvid i ansigtet og mørke ringe om øjnene. Lille stakkel. Håber for os alle tre, at det bliver til en rolig nat og bare en lille smule morgensøvn imorgen.

Det gør ikke noget, hvis al det her sygdom snart er overstået. Thomas har været syg med opkast siden mandag, og Ida var angrebet af det samme sidste weekend. Satser på, jeg springer over...