25 december 2007

En dejlig juleaften

Først nu er det blevet pc-tid. Dagen idag har nemlig budt på ingenting - og den slags skal man prioritere. Vi, ikke mindst Ida, trængte virkelig til at lave ingenting idag, dagen derpå. Ida fik sig endda en eftermiddagslur, mens vi luskede rundt om et hus, vi er lune på at købe. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår hun sidst har sovet til middag. Godt nok tog det noget længere tid og lidt mere arbejde end ellers at overbevise den unge dame om, at det var sove-tid her til aften, men sikken ro hun fik i sin lille krop efter at have ladet batterierne op i eftermiddag.

Dagen og aftenen igår var dejlig. Vi besøgte farfars grav, hvor vi lagde blomster og tændte lys. Derefter tog vi "i fars kirke", som siger Ida, det er der, hvor Thomas synger, og det var en fornøjelse at have Ida med. Ventetiden var lang, da man skal komme i RIGTIG god tid for at få en siddeplads, og derudover var prædikenen også lang, så det krævede tålmodighed af en 3-årig. Men Ida syntes, det var dejligt med musikken og sangene, og jeg elsker stemningen ved en juleaftengudstjeneste, så det hele gik fint. Præsten talte en del om at have mistet nogen, hvilket var meget nærværende for os i år.

Vel hjemme fra kirken gik alt sin vante gang, lige som vi kan lide det. Kaffe med småkager. Gøre middagen klar. Hente Thomas i kirken efter sidste "forestilling". Og så: Julemiddagen! Uhm, lækker flæskesteg, brune kartofler (det ææælsker jeg), kogte kartofler med min bedstemors sauce samt rødkål, surt, tranebær og chips.
Mandelen i ris a l'amanden vandt Ida på mystisk vis - hun skulle vist være glad for at sidde ved siden af sin mormor!

Og så skulle pakkerne under træet...... der var, som sædvanlig, rigtig mange gaver. Sjovt nok flest til Ida. Hmfr, det plejer ellers være mig, gaverne regner ned over ;o)

At danse om juletræet med Ida var aftenens højdepunkt for mig. At gå der med min store pige i hånden, som bare gik om træet og sang af hjertens lyst. Hun sang mere eller mindre hele "Et barn er født i Bethlehem (og vi sang ALLE versene) samt vers af flere af de andre julesange. Åh, jeg blev så varm om hjertet. Det lille menneske, hun er så dejlig og dygtig.

Efter en masse gave-udpakning og en smule slik-spisning (Ida fik for første gang rigtig smagt slikket, tænk, nu er hun også over 3 år), blev hun pludselig træt. Hun fik hurtigt nattøj på, og faldt så i søvn hos mig på sofaen! Det er aldrig nogensinde sket før! Men da var klokken også 23.20. Jeg børstede hendes tænder, mens hun sov (hvilket jeg tror, vi skal gøre til en vane: Ingen brok, hun åbnede bare munden, da jeg sagde, hun skulle!).

Efter Ida var puttet, hyggede vi videre med flere gaver og godter. Her er et sjældent billede af mig og mine to brødre (Jeg er den ældste (jeg er jo... 30, ikk'), så er der Morten på 23 og Mikkel på 18):Vi var hjemme ved 01.30-tiden, og så gik tiden, inden vi kom i seng. Vi havde håbet på morgenlur her til morgen, men prinsessen vågnede selvfølgelig 8.15. Vi hyggede i sengen med julemorgen-tv, og spiste lune boller til morgenmad (som nærmest blev til brunch tidsmæssigt). Ida legede med nogle af sine gaver, og da Thomas kom hjem, pakkede hun de sidste af sine gaver op, som hun ikke nåede igår.

Et par gode dage har det været. Og imorgen står den på julefrokost.

Ingen kommentarer: