Vi talte også om de tanker, vi går meget med ift. at Ida er blevet placeret på den "forkerte" stue (ift. til Idas temperament og interesser og det, de to stuer kan tilbyde hver især), og at hun er den eneste pige på sin alder på sin egen stue og vil vedblive at være det i lang tid. De lyttede og var forstående overfor vores tanker og vil gøre, hvad de kan, for at Ida vil få flere piger omkring sig i børnehaven.
Det var rart, de lyttede til os og tog det til efterretning, vi sagde. Vi ville dog stadig sådan ønske, hun var kommet ind på den anden stue, hvor der er jævnaldrende piger og aktiviteter samt voksne, Ida (og vi) nok bedre kan forholde sig til (heldigvis er Idas yndlings-Merete på Idas egen stue). Men når nu situationen ikke bliver anderledes, må vi se på det positive i det hele. At det nok i længden vil styrke Ida at være på den stue, hun nu engang er placeret, og de vil kunne supplere hende ift. os herhjemme. Og vi er jo ikke kede af børnehaven, vi er faktisk ret glade. Det handler i bund og grund om Idas sociale liv. Og hun skal jo være der i de næste tre år.
Nåmen, efter samtalen vækkede vi Ida, som lå så sødt og sov på madrassen på stuen. Og så kørte vi i byen for at se på køleskabe. Gaaab. Dét var godt nok kedeligt! Men det skal jo til, når man har et køleskab, man ikke kan stole på.
Hjemme igen gik Ida og jeg i gang med aftensmaden. Jeg vaskede kartoflerne, og Ida skar dem ud i rustikke stykker (lige som jeg bedst kan lide dem!).
Dertil fik vi laks (ok, jeg var på vegetarkost idag - fisk og mig er ingen god kombi), blomkål, bønner og sauce. Og Ida spiste kartofler! Måske smagte de bedre, fordi hun selv havde været med til at lave dem?
1 kommentar:
Hæhæ, hvad er det med børn og kartofler?? Her er det først for nyligt at de glider ned.
Godt at mødet gik godt. Det lyder rigtig positivt. Det glæder mig.
Knus
A-T
Send en kommentar