Idag har Thomas haft sidste arbejdsdag, på mandag afspadserer han, og derefter er han officielt arbejdsledig - eller hvad det er, man kalder det nu. Det er jeg også. Og det har vi det fint med. Ingen af os har endnu fundet job. Meningen er, at Thomas først skal finde det, han skal, hvorefter vi skal se på, hvor lidt eller hvor meget jeg behøver. Hvis noget overhovedet, gad jo allermest godt være hjemmegående. Men nu må vi se.
Det er lidt mærkeligt, at Thomas nu ikke er i Hobbitten mere. Der har han været i 6 år, siden han blev uddannet. Det er ikke dårligt, at han ikke skal være der mere, bare anderledes, og dermed for mig mærkeligt. Forandringer har aldrig været og bliver aldrig min stærke side.
Og nu nærmer det sig jo også voldsomt, at Ida begynder i vuggestue. På tirsdag er det den 1. august, og så starter vi indkøring. Heldigvis har vi al den tid det skal være, til at køre hende (og mig) ind, det er trygt og rart at vide. Og godt at Thomas er hjemme til at tage den tunge del. For jeg kan ikke.
Jeg tænker bevidst ikke på, at vi skal til at aflevere Ida i vuggestue meget, meget snart. Kommer det for tæt på, skyder jeg hurtigt og konsekvent tanken fra mig. Jeg får en knude i maven og tårer i øjnene, selvom tanken næsten ikke når at være til stede i mit hovede, før jeg får den væk igen. Jeg kan bare ikke bære det. Så jeg tænker ikke, derfor er jeg - for hvis jeg tænker på det, går jeg lidt i stykker.
4 kommentarer:
Pernille, jeg har gåsehud op og ned af begge arme!! Du rører mig virkelig - især med de sidste ord. Jeg forstår dig godt. Og jeg tænker såmænd også mere på dig end du aner. Mærkeligt at have det sådan, når man aldrig har mødtes. Jeg tænkte på dig, da jeg var alene med Louis de 2 uger i Præstø. Jeg kunne virkelig forstå dig. Det var dejligt at være så meget sammen med Louis, men efter vi kom hjem var det også for meget for os begge. Og så tænkte jeg igen på dig. På hvordan du mon får det gjort spændende, afveklsende nok for jer begge... Nåh, jeg er på et sidespor ifht dit indlæg.
Det der hjalp mig i starten, og som jeg stadig holder fast i, det er at vuggestuen er som en legestue for Louis. Han kan lege, hygge sig og opleve, for så at blive hentet af mig inden han når at blive træt af det. Jeg er priviligeret, for mit barn behøver ikke at være der så meget (på den anden side, er det måske netop fordi han er der så lidt at det er svært for ham, når jeg går??).
Jeg ved det ikke. Jeg er langt fra ekspert, men jeg ved at legestue-tanken var god for mig.
Men det bliver hårdt for dig, og det skal nok bare overståes. Ikke videre opløftende melding at give dig, men det er min umiddelbare tanke. Men man kan godt vænne sig til det - tror jeg.
Jeg synes stadig at det er noget underligt noget at andre skal passe mit barn. Men vuggestuen er også virkelig god for ham - og for mig, så jeg har accepteret at det ikke altid er let (måske det er det Louis mærker og derfor han græder?).
Ikke mere herfra synes jeg roder rundt i det. Det blev vist mest af alt en tankestrøm...
Stort knus
Ann-Therese
Åhh det var da en forfærdelig negativ kommentar jeg fik skrevet til dig igår. Prøv at læse Pias kommentar til serafinas dagbogsindlæg på ND. Synes at Pia beskriver institutionslivets glæder så meget bedre end mig.
Knus
A-T, som virkelig er ked af at have været så negativ, når jeg burde opmuntre. Ville nok bare fortælle at jeg forstår dig...
Når jeg er ude at shoppe tøj og har Louis med, så går jeg i prøverum, men jeg har kun gjort det i små butikker, hvor han var lige i nærheden. Jeg beder om lov til at lukke døren ud til gaden (det gjorde Jussi ikke i dag), og så er han lige i nærheden af mig, eller ekspedienten holder øje (jeg lægger jo trods alt nogle penge i butikken). Jeg tror man skal prøve det af, og duer det ikke så kan man jo tage tøj på og gå. Jeg var overrasket over så fint han klarer det. Ekspedienterne har også hver gang rost ham. Jeg foretrækker nu stadig at shoppe helt alene.
Jussi er vist meget mere afslappet, men kunne dog konstatere da han kom hjem: 'man skal jo holde øje med ham HELE tiden' - og jeg smiler og nikker! Sådan ved jeg jo godt, at det er ;o)
Knus
A-T
Jeg glæder mig SÅ meget til at høre hvordan det kommer til at gå jer, når Ida starter. Du skriver naturligt nok meget om hvordan du vil have det, dit savn og dine tanker omkring det.
Hvordan vil hun tackle det tror du? Hun som er hovedpersonen i alt dette. Prøv at vende det om og se det fra hendes side. Vil hun være glad for nye legekammerater? Vil hun blive glad når nogle af de andre børn kommer hen og aer hende og glade sige "Hej Ida!" når hun kommer om morgenen? Når der kommer en anden lille pige hen til hende og giver hende den dukke HUN ellers lige legede med, blot for at Ida skal blive glad? Bliver Ida mon ikke stolt når de voksne roser hende fordi du er sød, dygtig eller fin? Mon ikke hun vil nyde at lave en hat af pap, med fjer og perler på, specielt til dig? Vil hun ikke være lykkelig, når hun ser hvor glad du bliver for det hun har lavet? Mon ikke hun vil nyde at have noget at tage sig til, at hun skal noget, ligesom mange andre nyder at have et arbejde, at der er nogen der har brug for dem, at nogen spørger efter dem, hvis de ikke kommer?
Jeg ved det ikke Pernille, jeg skal ikke gøre mig klog på din datter :-) Men jeg vil håbe at hun vil opfatte situationen sådan. Som en legestue, hvor de har det sjovt og hvor de bliver stimuleret til at udvikle sig og blive dygtige små børn. Du er jo heldig at du kan tage fri sammen med hende, når I vil det. I hvert fald må vi da ikke håbe at din ... usikkerhed kan jeg måske kalde det, vil smitte af på hende, så hun bliver utryg ved situationen.
Jeg mener, du er hendes mor, du er den voksne, der uselvisk skal hjælpe hende igennem livet. Den ansvarlige, der skal ruste hende til at klare sig bedst muligt, når hun en dag om LANG LANG tid skal stå på egne ben. Hm... jeg ved ikke om mine ord sætter tanker i gang hos dig. De er under alle omstændigheder ment som et blidt og venligt puf mod noget som er uundgåeligt og som du, som den voksne, har ansvaret for at trække i positiv retning.
Hermed mine tanker, som jeg tænker dem efter at have læst dig.
Knus fra Pia
Send en kommentar