Jo, det gik da fint, besøget i vuggestuen. Huset er hyggeligt og legepladsen skøn. Det er et hus med én vuggestuegruppe og to børnehavegrupper, og da børnehavebørnene var ude af huset, var der en dejlig ro. Der var bare 8 børn fra vuggestuen, der tullede rundt på legepladsen, hvilket var meget hyggeligt.
Vi fik en rundvisning i huset af en af medhjælperne fra vuggestuen. Hun var sød og snakkede en hel masse. Thomas og jeg havde dog begge tænkt, at hun godt kunne have taget lidt mere kontakt med Ida, f.eks. have budt hende en kop vand, sagt lidt mere til hende og sådan noget.
Vi snakkede ikke så meget om indkøring eller om Ida og os i det hele taget, hvilket jeg egentlig ville have syntes, var meget nærliggende. Men måske er det rigtigt, hvad Thomas siger, at hun har gjort sig sådan umage for at give en god rundvisning og fortælle os om huset, at hun kom til at glemme at spørge lidt ind til Ida.
Efter rundvisningen gik vi på legepladsen, hvor Ida gyngede med en anden pige, legede lidt med legetingene og bare iagttog de andre børn.
Alt i alt var besøget godt, det var det. Jeg håber ikke, det ovenstående lyder negativt, for det er ikke ment sådan. Jeg håber og tror, det bliver et godt sted for Ida at være.
Men det er også lidt svært for mig at være super positiv, da jeg jo har så svært ved at skulle til at give slip på Ida. Igår aftes var jeg ked af det. Tanken om, at det liv jeg kender og er så glad for med Ida, nu snart bliver forandret, gør mig så ked af det. Jeg ved godt, det bliver sjovt og lærerigt for Ida at få nogle legekammerater og nye oplevelser, som vi ikke kan give hende. Men alligevel er det svært. Det er godt, Thomas er hjemme, så han kan aflevere Ida i starten - tør slet ikke tænke på, hvis det var mig, der skulle stå for det!
Jeg kan mærke, at jeg helt bevidst ikke tænker på, at det er lige om lidt, at Ida starter i vuggestuen. Skubber bevidst tanken væk, hvis den dukker op. For jeg kan slet ikke holde det ud. Jeg må forholde mig til det, den dag vi skal over i vuggestuen. Det er den bedste måde, så kan jeg bedst nyde de sidste par uger, inden vi begynder på vores nye liv.
1 kommentar:
Jeg tænkte i dag også på, at det nok er nemmest at udskyde tanken, når det er den slags triste tanker, som det hverken gør fra eller til, man tænker.
Jeg husker, at jeg gjorde lidt det samme, da Louis skulle starte, og det gik fint.
Men starter du så i job 1. august? Troede at du overvejede noget helt andet? At gå hjemme?
Forstår i øvrigt godt alle dine tanker om rundvisningen og medhjælperen. Det bliver bare aldrig godt nok med de små. Sådan har jeg det også. Henter ham i dag uden solhat på. I går med den helt omme i nakken, så han fik solen i øjnene. Åhh mand, derfor holder vi vi nok lidt mere fri i de næste par uger.
Desuden har Louis' sprog taget et kolosalt spring i de 14 dage vi har været sammen, og jeg får det så skidt ved tanken om hvor langt Louis ikke kunne nå/kunne være nået, hvis han havde gået hjemme med mig. Det er jo trods alt her han hører til.
Nå, ikke lige frem de positive ord du måske havde mest glæde af, men jeg har tænkt over det hele dagen, så nu fik du smøren.
Knus
A-T
Send en kommentar