Modigt eller dumdristigt?

Situationen herhjemme er, at vi begge har sagt vores jobs op.

"Hold da op!" siger folk, når vi fortæller det. Nogle synes, det er modigt, andre mener det er lige vel overmodigt, nærmende sig det dumdristige.

Men vi tager det helt køligt. Det skal nok gå. Med pædagoguddan-
nelser, opsparing og afdragsfrihed kan det ikke gå helt galt. Vi har i hvert fald absolut nerverne i ro.

Og hvorfor er det så lige, vi er uden jobs nu? Fordi vi har valgt det! Vi var begge nået dertil, at vi skulle noget nyt.
Thomas har været på fritidshjemmet i 6 år, og har brug for at se nye vægge, måske endda et helt nyt erhverv.
Mit arbejde i specialgruppen i vuggestuen var dels for mange timer, og dels var arbejdet for krævende for mig, der hvor jeg er lige nu i mit liv. Så derfor.

Og hvad vi så skal, må vise sig. Vi har begge sagt op uden at vide, hvad vi så skal i gang med. Og det er her, at mange synes, vi er lidt for modige. Men så farligt er det altså slet ikke.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal lave, når jeg skal tilbage på arbejde efter at have været hjemme i 2 år. Måske skal jeg være pædagog, måske skal jeg ikke. Jeg ved det ikke. Men det skræmmer mig ikke, at jeg ikke ved det. Det ville det have gjort for et par år siden, men mange ting er sket med mig, efter at vi har fået Ida.

Mit største problem er, at jeg slet ikke har lyst til at begynde at arbejde igen. Allerhelst ville jeg jo gerne gå hjemme. Men det er der vist alligevel ikke økonomi til. Men hvis jeg er nødt til at arbejde, kunne Thomas måske gå lidt ned i tid, hvilket han også godt kunne tænke sig, og så ville der bare være dejligt meget familie-tid. Hvem ved. Nu må vi se, hvad tiden bringer...

Allerførst skal jeg over det første store bjerg: At aflevere Ida i vuggestue...