Især når prøvelserne med putningen - mest i barnevognen, kun i perioder til natten - har varet i langt over et år. Og frustrationerne har været store, både hos Ida og hos os.
Men de sidste par dage er gået så godt (efter få dages "interval-træning", som vi ellers før har forsøgt os med), at det er meget svært at få armene ned. Håber det ikke kun er en periode - som så meget jo er med de kære små...
Herhjemme er det i hvert fald en meget, meget glad mor, der kigger ud af køkkenvinduet på det sovende vidunder i barnevognen. :o)
2 kommentarer:
Uiih, dejligt! Når man kan få dem til at sove, så breder der sig en ro indeni.
Knus
A-T med et sovende barn
PS: De der Schleich dyr, hvor får man dem? Og hvad er det fede ved dem? Fandt nemlig 4 styks i bondegården fra min søster (kiggede helt tilfældigt i bunden af dyrene og så ringede der en klokke). Kan godt se, at de er meget naturtro.
Nå, ja glemte helt...
Jo, det er underligt, at man kan lære nogen at kende pr. cyberspace, men det er også rart at kunne mødes på den måde. Rart at man trods skærm og mange kilometers afstand kan have så positiv en effekt på hinanden, at man begynder at bekymre sig om hinanden. Det er underligt og dejligt på en gang.
Jeg tænkte i øvrigt videre over det med at efterlade sit barn på 1½ i en vuggestue. Det er jo også noget andet for dig, fordi Ida jo er så bevidst nu (i modsætning til Louis på 8 mdr) at hun kan forstå at du er væk, savne dig osv. Ja, det er ikke for at gøre det værre, men bare fordi jeg kom til at tænke på, at det jo også er det det handler om. Det kan ikke rigtig sammenlignes, for Ida kender jo kun dig og hende hjemme, som hendes hverdag. Men når det så er sagt, så bliver det garanteret meget nemmere for Ida end for dig, men det ved du nok.
Knus
Ann-Therese
Send en kommentar