Efter jeg er blevet mor, er det som om, jeg tænker på en helt ny måde. Somme tider på alt det der kan gå galt. Jeg ser det for mig - alle mulige og umulige scenarier, hvor tingene ender mere eller mindre galt. Og gennemtænker, hvad jeg ville gøre i en given situation.
Måske handler det bare om, at jeg nu, hvor jeg er mor, har så meget mere at passe på og så meget mere at miste?
Men prøv lige at høre nogle vanvittige ting, der pludselig kan dukke op i mine tanker:
Som idag Ida og jeg var ude at cykle, og en brumbasse kom flyvende mod mig i fuld fart og ramte mig på kinden, inden den fræsede videre - det gjorde faktisk ondt, men det er uvigtigt her. For det, der faldt mig ind var: Tænk, hvis den var fløjet ind i min mund! Og havde stukket mig (eller hvad sådan en nu gør)! Og hvad, hvis jeg var allergisk overfor sådan én? Og min mund svulmede op? Hvem skulle hjælpe mig, derude midt på cykelstien? Jeg kunne jo gestikulere til dem i bilerne - men tænk, hvis de bare troede, jeg vinkede til dem?? Og hvis jeg var hævet i munden, kunne jeg måske ikke ringe efter hjælp? Og hvad med Ida? Tænk, hvis vi væltede på cyklen, fordi jeg blev dårlig?
Eller hvad, hvis Ida blev skoldet eller brændt, som hende pigen jeg så i tv igår? Eller fik sine fingre i klemme? Eller brækkede noget fordi jeg var uopmærksom? Eller faldt ned af trappen - eller IGENNEM trappen - lige ned på fliserne? Eller slog sine tænder i stykker? Eller der kom en børnelokker? Eller hun blev mobbet? Eller hun blev kørt ned? Eller jeg ikke kørte ordentligt, så der skete et eller andet? Eller... eller... eller...
Selvfølgelig er chancerne er minimale for, at den slags sker, og vi er jo meget ansvarlige og alt det der herhjemme. Men alligevel - tænk engang... pyyhh!
Måske er det bare mig, der er lidt skør i bolden? Måske er det bare noget, der følger med moderskabet? Sådan, at man bliver lidt små-forstyrret...
PS. Jeg er altså ikke rigtigt forstyrret i virkeligheden, selvom dette indlæg godt kunne lyde sådan! Måske kun en lille smule...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar