Dagbogsindlæg fra fredag d. 26. maj 2006

Fredag d. 26 maj 2006 skrev jeg følgende i min dagbog på Babyklub:

Der kom et brev

Onsdag, da jeg åbnede postkassen, lå der et brev. Et ventet og lidt frygtet brev. Jeg kunne straks se på stemplet, at det kom fra kommunen. Kunne det være...?

I brevet stod der...

"Hermed tilbydes plads til Ida i Børnehuset Brumbassen pr. 1/8 2006".

Tænkte det nok, at det var det, der ville stå. Og puh, hvor har jeg IKKE glædet mig til det brev. Og så stortudede jeg!

Altså, helt objektivt set er vi bare så heldige. Vi har fået lige den vuggestue, vi gerne ville have og lige til den dato, vi ønskede. Så skal man være et skarn, for ikke at være taknemmelig. Og det er jeg altså også!

Men jeg er også frygteligt, frygteligt ked af det. For jeg elsker mit liv, som det er nu. Jeg elsker at gå hjemme sammen med Ida. Jeg elsker vores stille og rolige hverdag. Jeg elsker at have hende hos mig hvert minut, og ikke skulle haste i en travl hverdag med både mig og Thomas på arbejdsmarkedet.

Jeg er så ked af at skulle give slip på det hele. Ked af at vide, at jeg kommer til at gå glip af en masse ting. Ked af ikke at være fri til at gøre lige hvad der passer mig og os.

Jeg har aldrig holdt af at gå på arbejde, og nu bliver det endnu mere en pestilens, nu hvor jeg bare synes, jeg kunne bruge min tid så meget bedre.

Men jeg kan også godt se, at det bliver sjovt for Ida at komme et sted hen med så mange jævnaldrende at lege med, have konflikter med og lære af. Jeg ved godt, at det bliver sjovt for hende. Men alligevel er det så uendeligt svært for mig at give slip, på Ida og på det fantastiske liv vi har.

Hvis bare jeg var sikker på, at vi kunne give Ida korte dage og fridage i vuggestuen. Altså, det kommer vi også til, men helt præcist hvordan er lige nu lidt usikkert. Jeg har sagt mit job op, og Thomas går også i job-skifte-tanker. Så når Thomas har fundet ud af, hvad han skal, ser vi på, hvor lidt det er muligt, at jeg arbejder. For allerhelst gik jeg hjemme. Åh, det er virkelig min drøm at være hjemmegående. Ida skulle stadigvæk i vuggestue, hvis jeg gik hjemme, men det ville give sådan en frihed ift. sygdom, fridage, korte dage, osv. Men lad os nu se. Måske flasker tingene sig lige pludselig?

Jeg ved godt, der er to måneder endnu, før Ida starter i vuggestue, men to måneder går bare så hurtigt, og jeg kan slet ikke holde tanken ud om at det er lige om lidt. Det er nok meget godt, at vi har fået besked om pladsen nu, så jeg kan gå og vænne mig til tanken. Jeg tror faktisk, det mere er mig, der har brug for en indkøring, end det er Ida. Må jeg med lidt skam erkende. Men sådan er det.

Men jeg har ikke tænkt mig at gøre det sværere for Ida at begynde i vuggestue, end det behøver være, bare fordi jeg synes, det er svært. Der må jeg tage mit ansvar på mig og være den voksne. Men jeg synes altså IKKE, det er spor sjovt at skulle aflevere mit barn til fremmede voksne et fremmed sted. Jeg synes faktisk, det er totalt unaturligt (sagde vuggestuepædagogen! :o/ )!