Det er efterhånden tradition, at vi laver konfekt lillejuleaften, og det er så hyggeligt, for Ida er så engageret. Hun former og pynter, og fantasien får frit spil.
I år var Klara også med, hun var især glad for at smage på sagerne. Jeg lavede voksenkonfekt; Konfektstænger (roulader af marcipan med nougat i, overtrukket med chokolade og pyntet)...
...samt konfektstykker af marcipan overtrukket med mørk chokolade og drysset med en smule chiliflager og lidt havsalt. Det smager såååå godt.

I år prøvede jeg også en variant med marcipan overtrukket med mørk chokolade og drysset med lakridspulver og lidt havsalt. Spændende, hvordan de er. Jeg elsker nemlig kombinationen chokolade og lakrids.
Mens vi lavede konfekt, begynde det at suse ned med sne fra himlen, og pludselig var verden pludselig indhyldet i hvidt til alles store glæde. Så snart vi var færdige med konfekten, trak Ida og Klara i det varmeste overtøj, de kunne finde, og så smuttede de i haven. Imens skovlede Thomas sne på fortovet.

Det er bare lidt mere jul, når verden er pyntet med rigtig julesne.
Eftermiddagen bød på endnu en lillejuleaftenstradition: En god børnejulefilm. I år så vi en meget gammel dukkefilm om Rudolf med den røde tud. Imens spiste vi æbleskiver og kiggede på den tændte adventskrans.
Aftensmaden stod naturligvis på risengrød, af hvilken nisserne på loftet selvfølgelig også fik en portion af. Det er spændende, om de har været og spise af den, når vi imorgen henter tallerkenen på loftet...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar