Vi har én slags julesmåkage, vi helt sikkert bager hvert år til jul - somme tider endda op til flere gange i løbet af december. Fordi kagerne smager så godt, at de simpelthen smager af mere. Og heldigvis er de nemme at bage, især efter jeg fandt ud af at lave dejen, rulle den til pølser og stille den i køleskab, til man er klar til at bage småkagerne. Når processen på den måde er delt op i to etaper, er det en smal sag at bage en masse julesmåkager uden at miste pusten undervejs. Kagerne kan dog også sagtens rulles ud og udstikkes med forme, hvis man ønsker det, det bliver de også fine af.
Men i år skulle det være på den nemme måde. Så jeg havde i sidste uge lavet dejen, og igår bagte Klara og jeg kagerne.
Dejen drillede lidt, knækkede og krummede lidt, det har jeg ikke prøvet før, men kagerne er lige så gode som altid, efter de har været i ovnen. Uhm, siger vi!
De allerbedste brunkager
Ca. to plader.
60 g. smør, 100 g. sukker, 100 g. mørk sirup, 1 tsk. potaske, 2 tsk. vand,
1 tsk. stødt kardemomme, 1 tsk. stødt ingefær, 1 tsk. stødt nellike, 2 tsk. stødt kanel, ca. 200 g. hvedemel.
Mandelflager/-splitter til pynt.
(Dobbelt portion er en god idé!)
- Kom smør, sukker og mørk sirup i en gryde og varm det op ved svag varme, til det hele er smeltet - det må ikke koge.
- Kom massen i en røreskål og tilsæt potasken udrørt i vandet.
- Lad massen afkøle, til den er lunken.
- Tilsæt resten af ingredienserne (ikke al melet på én gang) og ælt dejen godt sammen.
- Tænd ovnen på 155 grader varmluft.
- Nu kan man:
- enten rulle dejen til et par pølser på 15 cm, pakke pølserne ind i husholdningsfilm og lægge dejen i køleskab i 1-7 døgn. Når det er tid til at bage småkagerne, skæres disse så tyndt som muligt ud af pølsen med en skarp kniv og lægges på bageplade.
- eller rulle dejen tyndt ud og udstikke figurer med udstiksforme (det af dejen, der endnu ikke er i brug, pakkes ind i husholdningsfilm for at undgå udtørring!) og lægges på bageplade.
- Læg ønsket mængde mandelflager eller -splitter ovenpå småkagerne (skal bare lægges ovenpå kagen, de sætter sig fast under bagning).
- Småkagerne bages ca. 6-7 minutter, måske lidt længere tid afhængigt af tykkelsen.
Kagerne holder sig bedst i glas med tætsluttende låg (bedre end i kagedåse).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar